REJSER / Rejsebreve fra Kirgisistan / 2. Yakokser og tynd bjergluft

2. Yakokser og tynd bjergluft

Naryn, 26/8 - 2019
 
"I left knowing very little about Kyrgyzstan. As soon as I arrived I realised it was exactly what I was looking for: Expansive spaces, extensive silences, breathtaking mountains as far as the eye can see. - Nilson Trees
 
(Nilson Trees er initiativtager til det årligt tilbagevendende cykelløb Silk Road Mountain Race i Kirgisistan. Han er desuden manden bag en dokumentarfilm om løbet. Den kan ses her: "Wild Horses")
 

                              *

 
Vil du fra søen Issyk Kul, Kirgisistan store bjergsø, og stik sydpå, er det nødvendigt at krydse mindst et af flere høje bjergpas. Den lille vej op til passet Tosor - det pas jeg ville forsøge at nå - starter ved søbredden nær en landsby af samme navn som passet og bringer de vejfarende over bjergkæden Terskey Ala og ind i Arabel-dalen, hvor de kirgisiske nomader strejfer om i året luneste måneder. Vejen til passet har aldrig set en klat asfalt, alt er jord og sten hele vejen til toppen. Og ja, det er naturligvis netop det, der gør den attraktiv for cyklister eller fodfolk på eventyr med sans for en god udfordring. Veje uden forhindringer fører ingen steder hen. . . 
 
 
 
Den morgen, jeg forlod Isyyks søbred, var himlen skyfri og dagen perfekt til min tur mod passet. Få dage før havde det imidlertid regnet kraftigt, og de store vandmægder havde fået dalbundens flod til at gå over sine bredder og løbe ud på vejen, hvor den havde gravet dybe furer i sporet. Synet så dejligt spændende ud for min videre færd mod passet. 
 
 
Dog viste det sig at være relativt nemt for mig at trække cyklen fri af de dybe huller, mens de firehjulede køretøjer nok ville få problemer. Resten af dagen havde jeg i hvert tilfælde sporet for mig selv, hvilket jeg satte stor pris på efter de mange dage på den trafikkerede vej langs Issyk-Kuls søbred.
      Kirgisere er generelt venlige og hjælpsomme mennesker, men når de sætter sig bag rettet i en bil, farer der en djævel i mange af dem. Måske skyldes deres ofte hensynsløse kørsel delvis, at de slet ikke er vant til cyklister på vejene, men alt for meget vodka er sikkert en del af forklaringen. Når Danmark, Holland og yderligere en lille håndfuld lande ser cyklen som et seriøst transportmiddel, er det på verdensplan undtagelsen. I de fleste lande betragter man cyklen, som et stykke legetøj for børn eller som et simpelt transportmiddel for fattige mennesker. Engang var kineserne de mest cyklende, men det er desværre snart fortid. Kan vi bebrejde dem det? - måske ikke, men derfor synes jeg alligevel, at det er trist. Specielt når vi ved, i hvor høj grad bilerne belaster det miljø, vi alle sammen mener, vi bekymrer os om.
 
 
Inden andre peger finge af mig, må jeg vel hellere selv indrømme, at jeg tog et fly til Kirgisistan. Lider jeg af flyskam, som svenskerne kalder det? Ikke i synderlig grad. Uanset miljøbelastningen tillader jeg mig at mene, at flyet er en fantastisk maskine, som giver os mulighed for at rejse ud i verden og - hvis vi er indstillet på det - udvide vores horisont en smule. Netop det, der er den eneste ufravigelige forudsætning, hvis vi vil redde miljøet.
    Det er vel med flyrejser, som det er med det meste andet: det kan overdrives. Den moderne verdens stålsatte tro på "fremskridtet" trænger nok til korrektioner, så vi forstår, at både fly- og biltransport skal benyttes med omtanke. Ingen teknologiske frembringelser gror ind i himlen, alting har en pris.

You never gain something, but that you lose something.

Henry David Thoreau
 
 
Nå, det var et moraliserende sidespring.
 
Skaderne på sporet viste sig hurtigt kun at havde ramt den nedre del af vejen - højere oppe snoede vejen sig opad de græsklædte bakkestrøg. 
 
 
Allerede tidligt på eftermiddagen - efter godt og vel 7 timer i sadlen - valgte jeg at slå lejr for natten, da jeg ville tidligt op i håb om at kunne opleve udsigten fra passet allerede næste dags formiddag, inden solen havde fået for meget magt og fordampningen fra jorden derfor endnu ikke havde samlet sig som skyer over bjergene.
 
 
Natten bød på let frost, og der var stadig is på sporet i de tidligste morgentimer. Frosten havde dannet fine iskrystaller i smeltevandet på kørebanen.
 
 
Få km længere oppe mødte jeg tre friske kirgisiske mandfolk på vej ned fra passet i en 4-hjulstrukket bil. De var netop stoppet for at indtage deres morgenmad, så da de så mig komme prustende, blev der hurtigt dækket op til en til. Deres lune kaffe, brødet og sardinerne faldt på et tørt og tiltrængt sted. De kunne lidt engelsk, så jeg fortalte dem, om det ødelagte spor længere nede, men det anfægtede dem ikke. Mennesker i mindre udviklede lande, bekymrer sig sjældent om forhindringer, før de rent faktisk støder på dem, og selvom attituden før var en del af vores kultur, har vi tilsyneladende glemt, at "hver dag har nok i sin plage". Eller som Storm P. ironisk udtrykker det: "Man bør tage sorgerne på forskud, for man ved jo ikke, om de dukker op".
 
 
  
 
Hårdføre plantevækster kæmper en brag kamp i det barske klima oppe i højderne.
 
 
Enkelte har overskud til at klæde sig pænt på - kommer bierne virkelig her forbi?
 
 
 
 
 
Kort før passet så jeg de første store flokke yak-okser. De ser drabelige ud, men er ganske fredelige.
    Forfatteren Hans Scherfig skriver i sin lille bog "Hos kirgiserne": "Disse mærkelige dyr grynter som grise og har haler som heste og klatrer i bjergene som vilde geder. De har en pukkel og en tyk og langhåret pels og holder af klimaet helt oppe ved den evige sne og går gerne op, hvor luften er så tynd, at mennesker ikke kan ånde."
 
 
Yak-okse med racerstyr :-)
 
 
Lille gletcher-sø umiddelbart før passet.
 
 
50 meter til passet!
 
 
Ved middagstid nåede jeg så endelig passet Tosor, beliggende 3900 meter over havet. Udsigten var pragtfuld og rummet stort og stille - jeg var usædvanligt heldig med vejret. En snestorm selv om sommeren er ikke usædvanlig. Det gik fint med at ånde, salige hr. Scherfig!
 
 
Fra passet Tosor nyder jeg udsigten over Arabeldalen og bjergkæden Jetimbel. Tak til Ori fra Israel for det fine foto.
 
 
For nogle kan det måske virke uforståeligt og uden synderlig mening at forlade den bekvemme asfalt og opsøge stenede spor langt fra alfarvej. Eller slæbe en tungt lastede cykel op til et øde bjergpas. Det handler ikke om vejbanens beskaffenhed, men derimod om, at det ofte  er berigende ikke altid at springe over, hvor gæret er lavest. Tag risici og følg dit hjerte en gang imellem i stedet for slavisk at følge den sti, som på forhånd er afstukket af andre. De stier, som mennesker følger, fordi "de andre" gør det, bliver før eller senere til seks-sporede motorveje, hvor ingen i grunden mere ved, hvor de selv er på vej hen. Måske er det værd at lytte til skotten John Muir når han skriver:
 
                 Of all the paths you take in life,
                 make sure a few of them are dirt.
 
 
Mod vest gennem Arabel-dalen
 
Nedkørslen fra passets sydside var hurtigt overstået, for Arabeldalens bund, hvor floden Jyluu-Suu løber, ligger højt. De næste 3-4 dage fulgte jeg floden på dens løb mod vest. Undervejs støder den til floden Naryn, en af Centralasiens største floder.
 
 
Expansive spaces,
 
 
extensive silences,
 
 
breathtaking mountains as far as the eye can see.
 
 
Happy - happy - happy!
 
 
Et utal af gange krydsede små sidefloder sporet. De fleste kunne jeg passere uden at stå af cyklen,  
 
 
men nu og da var vandet så dybt, bunden ujævn eller strømmen så stærk, at jeg måtte vade barfodet over.
 
 
 
Flokke af heste luner sig i morgensolen. Det ser vildt ud, men helt vilde er de ikke, for de ejes af nomaderne, selvom de måske ikke ved det - altså hestene. De lever imidlertid det frie liv på de store græssletter, som kirgiserne kalder jailoos.
 
 
Drengen Artyk bød mig velkommen og viste mig rundt ved familiens jurte.
 
 
En flok hopper er linet op til malkning. Føllene skal være hos deres mor, ellers bliver hopperne urolige. De skal også være tøjret, så de ikke kan nå mors yver, ellers kommer føllene malkedrengen i forkøbet.
 
 
Storebror har lige malket en hoppe. Af mælken fremstilles kumys, en kirgisisk alkoholisk  specialitet. Mælken opbevares i en beholder et par dage, før den blandes med frisk mælk og sættes til gæring på et varmt sted. Processen omfatter lidt flere tiltag, men resultatet er en let alkoholisk drik, som kirgiserne holder meget af. I sommerhalvåret sælges den fra jurter (de traditionelle mongolske filttelte) ved vejsiden til ivrige forbipasserende. Drikken menes at være helsebringende. Hvilket måske siger lidt om, at den ikke smager alt for godt :-) Den russiske forfatter Leo Tolstoy drak Kumys, når han følte sit helbred vakle.
    Danske Hans Scherfig skriver: "Kumys er gæret hestemælk, som bliver opbevaret i en skrækindjagende sort pose af fåremave og smager sur-sød og er lettere berusende med et alkoholindhold som øl."
      Jeg har endnu ikke haft mod til at smage på sagerne. Men det må der vel snarest rådes bod på. For skal vi tro den amerikanske forfatter Helen Keller er livet enten et skræmmende vovestykke - eller ingenting.
 
 
Lillebror har god grund til at være stolt af sit pragteksemplar af en baktisk kamel (det er dem med to pukler. Modsat dromedaren, som jo kun har en pukkel, men altså er en kamel). Da trafikken langs silkevejene blomstrede, var det dyr som dette (og i de højeste bjergpas yakokserne) der trak det tunge læs.  Der er ikke mange tilbage på de kanter, jeg besøgte - små lastvogne klarer nu den lokale transport, og på de store afstande er silkevejene jo forlængst erstattet af luft- og søveje.
 
 
 
Heste, heste...
 
 
...og atter heste. De kirgisiske nomader kan næppe forestille sig et liv uden heste.
 
 
 
 
Før min første nat i Arabel-dalen slog jeg mit lille telt op med enestående udsigt over Jyluu-Suu floden. 
 
 
En koloni af murmeldyr beboede engen. De pev og hylede og smuttede ned i deres huller, da jeg kom rullende på min yak-okse af stål. Tilsidst blev jeg dog tolereret, og vi lod hinanden i fred hele natten.
Til dem, der ikke lige er opdateret på murmeldyr, kan jeg afsløre, at fyren på billedet er af den "langhalede"  og "tykpelsede" af slagsen. Sådan en lille fyr vejer ca. 9 kg.
 
 
Efter en lang, anstrengende dag på cyklen er en grydefuld minutnudler et rigtigt herremåltid. Ganske som når man bruger en suppe-sten, bliver anretningen bestemt ikke dårligere af, at man tilsætter løg og hakkede tomater :-) Foruden disse praktiske små nuddelpakker medbringer jeg typisk brød, ost, chokolade, sardiner på dåse plus te, kaffe og sukker.
 
 
Kirgiserne bager fremragende brød, som holder sig friskt i mange dage. Billigt er det også, et sådant rundt brød koster typisk to kroner.
 
Det er vigtigt for mig at medbringe rigeligt med benzin til mit kogeapperat, så jeg  eventuelt kan koge vandet fra floderne, inden jeg drikker det. Med en smule omtanke kan du drikke det ofte krystalklare vand direkte fra de små bifloder. Fx bør du sikre dig, at ingen dyreflokke tisser i floden i din umiddelbare nærhed.
 
Jeg er nu i byen Naryn, der ligger i det centrale Kirgisistan. Igen er det stegende varmt, i går eftermiddags rundede vi de 35 grader. I morgen cykler jeg videre sydover, for blandt andet at opleve Tash Rabat, et velbevaret såkaldt caravanseri fra det 15. århundrede. Det var ved sådanne 'rastepladser', de gamle caravaner søgte ly for nattens mørke - og for banditter. 
 
Bliver det teknisk muligt, skriver jeg videre på min beretning om et par uger.
 
Slut for nu.
 
Claus
 
3. rejsebrev kan læses her.