I sommeren 2014 tog jeg afsted for at sejle på Nordatlanten i min lille 24 fods sejlbåd Erica. Turen kom til at vare 13 måneder, og for det meste sejlede jeg solo. Målet var i første omgang at nå De Kanariske Øer og bruge tre vintermåneder på at udforske øgruppen fra søsiden sammen med min kæreste Ida. Udturen gik først via Den Engelske Kanal og Biscayabugten, senere fulgte jeg Spaniens og Portugals vestvendte atlanterhavskyster. På turen hjemover til Danmark besøgte jeg en række af de smukke øer i Nordøstatlanten: Madeira, Porto Santo og Azorerne. Undervejs sendte jeg nedenstående rejsebreve hjem til medlemmer af Sejlforeningen Enighed i Københavns Sydhavn.
Læs om min opgradering af båden til havsejlads og om mine erfaringer på turen med båd og grej HER.
(Du kan se flere fotos fra turen i galleriet)
___________________________________________________________
Baiona Spanien, oktober 2014.
Hej alle i Sejlforeningen Enighed
Min lille Bandholm Erica og jeg er nu langt om længe nået de lidt varmere breddegrader. Lige nu hviler vi ud et par dage i byen Baiona på grænsen til Portugal. Vejret er sommerligt i disse dage, og vi mangler vind. Strid vind fra den gale retning har vi ellers haft nok af den sidste måned, og derfor tog det længere end beregnet at runde Cabo Finisterre, det europæiske fastlands vestligste punkt. Den galiciske kyst med de mange øer og rias (flodudmundinger), er et attraktivt og barskt naturområde, men også vanskeligt at besejle på dette sene tidspunkt af året. Det skyldes bl.a. de store atlanterhavsdønninger, tidevandet og de mange farlige klippeskær, som gør det udfordrende at komme ind og ud af havnene. Et utal af fiskere og sømænd har gennem tiderne mistet livet ved forlis på kystens klippeskær, og derfor kaldes kysten betegnende nok Costa del Muerte, Dødens Kyst.
Erica og jeg har været lang tid undervejs, synes vi. Min kæreste Ida og jeg startede jo ud med at sejle på de hollandske kanaler, og det var en stor oplevelse. Hollænderne har etableret en såkaldt "Staande Mast Route", der skærer sig gennem hollændernes baghaver, og som man kan benytte hele vejen fra slusebyen Delfzijl til Rotterdam. Denne tur på kanaler og indsøer gjorde det muligt for os at komme lidt videre mod sydvest, da kraftig vestenvind på det tidspunkt gjorde Nordsøen usejlbar.
Primo august tog Ida hjem fra Amsterdam, og jeg krydsede herefter den Engelske Kanal ved Doverstrædet. Tanken var at følge Englands sydkyst videre mod vest. Fin tur, men også en bekostlig affære, da engelske marinaer er dyre og vilde ankerpladser få. Fra byen Plymouth satte jeg mod syd over kanalen til Roscoff på den franske kyst, som jeg så fulgte mod vest og senere mod syd. Min tanke var at krydse Biscayen fra det sydlige Britagne til Nordspanien. Det er en relativ kort tur (250 sømil), som jeg var tryg ved, når jeg nu skulle sejle alene. Pga vindmangel tog passagen imidlertid længere end beregnet, og først efter 4½ døgn på Biscayens blå bølger kunne jeg plante mine gyngende fødder på spansk jord ved byen Gijon. Nætterne på Biscayen var lange, men heldigvis var flokke af delfiner parate med den nødvendige underholdning - i stavlygtens skær.
I morgen bliver det så Vino Verde-land, og turen langs den portugisiske kyst ser jeg frem til. Først besøger jeg den seværdige kulturby Porto ved Duro-floden. Senere Cascais nær Lissabon og til sidst Algarvekysten. Vejrmeldingen ser lys og lækker ud, idet der spåes om vinde fra det nordlige og nordøstlige hjørne, lige hvad jeg har brug for :-)
Jeg satser på at nå den østligste kanariske ø Lanzarote først i december, måske via Marokko på Afrikas kyst - vi får se!
Sejlerhilsner fra
Claus
En traditionel hollandsk Botterjacht krydser Lauwersmeer
Så bliver det ikke mere hollandsk!
Delfiner i den Engelske Kanal
Vi runder Cabo Finisterre på Spaniens kyst
_______________________________________________________________
Essaouira, Marokko dec. 2014
Hej alle i Enighed
I Marokko på Afrikas vestkyst ligger den lille forblæste fiskerby Essaouira. Byen var kendt i Rom allerede i det første århundrede efter vores tidsregning, da der på stedet lever en lille søsnegl, som man udvandt purpur farvestof af til indfarvning af fine klæder til den romerske elite. I dag lever byen af tourister.. og fisk. Havnen er byens samlingspunkt, hvor der er livlig aktivitet døgnet rundt.
De sidste par døgn har været ekstra travle, da en storm er på vej fra sydvest. Havnehullet vender mod syd, så en stor portion af de høje bølger vil finde vej til den indre havn. Den lille ø Mogador ude i bugten beskytter dog delvis havnen - men hvad gør man? Fiskerne har prøvet det mange gange før: mindre fiskefartøjer slæbes på land og havnens største trawlere placeres i havnehullet; tre rækker af syv trawlere - med hækken til stormen solidt forankret til læmolen med tykke reb og ståltrosser. Effektivt og imponerende ser det ud! Stormen, med vindstyrker op til 60 knob og med bølger op til 6 meter, forventes at ramme kysten natten til fredag kun 12 timer efter, at jeg gled ind gennem havnehullet i vindstille. Jeg kendte til stormvarslet, før jeg kastede fortøjningerne i Mohammedia, så min lille motor kørte uafbrudt i næsten 48 timer.
Vi er 4 langtursbåde her, og alle glæder vi os over at ligge godt i læ bag de tunge trawlerne. Den sidste sejler, en spansk båd, ankom denne morgen. Men da havnen ofte kun kan anløbes, når tidevandet tillader det, måtte han tilbringe en halv dag for anker i brændingen uden for havnehullet. En læ kyst, uha-uha, lidt af en risikabel rutchetur! Men hunden, der stop på fordækket, nød tydeligvis løjerne. Både den spanske besætning og vi andre sejlere var lettede, da vandet steg og båden endelig kunne glide ind i læ bag molehovedet.
Faciliteter til lystsejlere er der få af på havnen. Skal du bade, kan du besøge et traditionelt 'tyrkisk' badehus, en hamam, oppe i den gamle bydel. Manglen på faciliteter passer mig fint, for det vidner om, at man ikke tænker i turistbaner, hvilket gør stedet så meget desto mere 'autentisk' og interessant. Marinaer overalt i Europa er skåret over samme læst, og der mangler sjældent noget. At sejle fra en marina og ankomme til den næste er sjældent mere sindsoprivende, end at spise en masseproduceret burger. Al den rationelle ensretning dræner kloden for eventyr og gør jorden flad.
I de sidste par måneder har jeg sejlet ned langs den spanske og portugisiske vestkyst. Det har taget tid og kostet kræfter, for vinden og vejret har ikke været med mig. Omkring første november rundede jeg med lettelse Cabo de Sao Vicente, Portugals sydvestlige punkt, og få timer efter kunne jeg ankre op ud for den hyggelige havn i Lagos på Algarvekysten. Her nød jeg solskinnet en lille uges tid, før jeg besluttede at rette stævnen mod Afrika.
Efter en del trængsler - bl.a. sad jeg fast i et fiskegarn og måtte desværre skære mig fri. Senere løb jeg ind i en stiv kuling, hvor jeg blev nødt til at bjærge sejl og kaste drivanker - nåede jeg byen Mohammedia i Marokko. Her gik så endnu en uge med venten på favorable vinde. Heldigvis befolkes den lokale sejlklub i Mohammedia med joviale typer. Said lånte mig uden tøven sin mobiltelefon (min blev lagt til tørre i solen..), så jeg straks kunne ringe hjem. Ahmed, en pensioneret vejrprofet, påtog sig rollen som min chauffør, når der skulle handles, og Annas, klubbens store charmetrold, arrangerede fest for indeblæste sejlere i klubhuset med levende marokkansk musik og dans til de sene timer. Så alt i alt endte det med, at ventetiden på mange måder blev god.
Nu er Erica og jeg så i Essaouira, hvor vi venter - på stormen. Om få dage lover prognosen heldigvis favorable passatvinde fra nord, og så snart dønningerne lægger sig, sætter vi kurs mod kanarieøerne. Rundt regnet 200 sømil til første stop: Arrecife på Lanzarote.
Sejlerhilsner fra Claus
Vi glider forbi Casablanca og Hassan II moske i blæst, regn og tåge.
Små fiskerjoller bjærges på land, før stormen rammer Essaouira.
Tunge trawlere beskytter havnehullet
_______________________________________________________________
Puerto de Mogan, Grand Canaria, jan. 2015
Hej alle i Enighed
Lige nu nyder Ida og jeg solen og de høje varmegrader i Puerto de Mogan på Grand Canarias sydkyst, mens vi venter på godt sejlvejr til ørigets største ø, Tenerife. Vi kom til Grand Canarias hovedstad Las Palmas et par dage inde i det nye år efter en flot natsejlads fra Lanzarote med fuldmåne og frisk vind fra nordøst. Kun en times sejlads fra Lanzarote oplevede vi en hval glide tæt forbi, og i de tidlige morgentimer, lige inden Las Palmas, dukkede en lille gruppe delfiner op for at ønske os godmorgen og byde os velkommen til Grand Canaria. Det var en stor naturoplevelse.
I et par dage udforskede vi sejlende øens dramatiske nord- og vestkyst, hvor klipperne står stejlt ud til Atlanterhavet. En flot tur, hvor vi oplevede, at Grand Canaria har andet og langt mere at byde på end charterturisme og badebyer. Et indtryk vi fik bekræftet, da vi i går lejede en lille bil, så vi kunne studere øens bjergrige og frodige indre.
Julen fejrede vi på den smukke ø La Graciosa, som ligger stik nord for Lanzarote. Det blev en udfordrende oplevelse med stærk blæst fra øst medbringende eksotisk sand helt fra Sahara, men også med fine, solrige dage, hvor vi cyklende besøgte øens flotte strande og besteg en lille vulkan.
For få år siden blev kanarieøerne blandt sejlere betragtet som et slags pit-stop på en tur til Karibien, men i dag ser flere og flere øerne om en sejldestination i sig selv. Spanierne har set det komme, og de har derfor bygget en del nye marinaer. Marinaen her i Puerto Morgan er nærmest et vinter-refugium for nordeuropæiske sejlere. Lige nu er havnen proppet med både fra Tyskland, England, Holland, Frankrig plus - naturligvis - en halv armada af både fra 'nordens Kuwait' - Norge.
Lystbåde på langfart er efterhånden blevet utidigt store, 40 fod eller mere er snart normen. Om sejlerglæden stiger i takt med længden på båden, kan vel diskuteres. Ja, vores lille Bandholm på 24 fod er nok havnens mindste. Det har sine fordele, for der er altid plads til os i havnene og vores naboer ofte interesserede i at høre om vores oplevelser i en så eksotisk lille båd.
Om man kan krydse ATLANTERHAVET i en Bandholm 24 vil fortsat stå hen i det uvisse, for Ida og jeg har besluttet at droppe Karibien i denne omgang. Vintermånederne vil vi bruge her på kanarieøerne. Her er jo øer nok at udforske, og en hjemtur via fx Madeira og Azorerne vil være udfordrende nok for mig.
Sejlerhilsner og godt nytår til jer alle
Ida og Claus
Erica for anker ved den kanariske ø La Graciosa
Kurs mod Las Palmas 95 sømil forude.
Puerto de Morgan, Grand Canaria
________________________________________________________________
Arrecife, Lanzarote, april 2015
Hej alle i Enighed
Idas orlov er slut. Sidst i februar fløj hun hjem til Danmark for at passe sit job. I tre herlige og spændende måneder nåede vi at besøge de fleste af de kanariske øer: Lanzarote, Gran Canaria, Tenerife, La Gomera, La Palma plus den fortryllende lille 'karibiske' ø, La Graciosa, hvor om folk fra Lanzarote fortæller, at "når du stiger i land der, kan du tage dine sko af og glemme resten af verden"...
Udregnet i tilbagelagte sømil blev vores tur måske ikke så lang. Det har vi det fint med, det er jo kvaliteten og intensiteten, der tæller. Og ja, vi nåede at opleve en række uforglemmelige dage og nætter på havet, hvor guderne bød på lun sol og frisk vind, magisk stjernehimmel, legende delfiner, 'portugisiske orlovsmænd', vulkanen Teide svævende på en sky og en måne så rund og orange, som en moden appelsin. På de 50 sømil fra Tenerife mod øst til Gran Canaria - og med en stiv kuling ind foran for tværs - opdagede vi, at 'kone-sejlet' og sprayhooden ikke er opfundet forgæves! - og at det bedste ved at sejle bestemt også kan være... at komme i havn :-) Med hjem i rygsækken har vi et godt indtryk af øerne og deres beboere.
Det er svært at sammenligne og udpege den bedste ø, for de har forskelligt at byde på. De østlige øer er tæt nabo til Sahara og derfor tørre, ørkenagtige og solrige. Tager du vandrestøvlerne på, fylder vandflasken og begiver dig op på en lille vulkan, kan du føle dig hensat til forhistorisk tid, hvor jorden endnu var ung og jomfruelig. Fra tid til anden fyldes luften af sand, som bringes hertil af Sirocco'en, som blæser fra Afrika. På de dage reduceres solen til en mat, udvisket skive på himmelen. På sydspidsen af Fuerteventura har sandet aflejret sig og skabt sanddyner på flere hundrede meters højde. De vestligste øer, La Palma og La Gomera er frodige og har meget at byde på. På La Palma regner det mest, og her findes derfor øgruppens bedste naturlige drikkevand. Tusindvis af atlanterhavssejlere har gennem tiderne fyldt tankene op her. La Palma er en landbrugs-ø. På øens vestlige skråninger dyrkes bananer, øens vigtigste eksportvare, og man fremstiller vin af druer fra egne vinstokke. Columbus kastede sit anker ved La Gomera talrige gange på sine sørejser mod vest, og besøger du øens hovedstad San Sebastian, kan du tage en historisk bytur i "Columbus fodspor", som turistkontoret skriver. Utallige har sikkert travet denne interessante tur, dog nok næppe Columbus selv :-)
De kanariske øer er jo kendt som et attraktivt vinterferieparadis for solhungrende nordborere. Irske, britiske og tyske turist-kolonier finder man på alle øerne, og kulturelt set er de meget forskellige. Hér et kort resume af vores (fordomsfulde) undersøgelser: Irlænderne og britterne dyrker det joviale og fester igennem med velskænket Guinness, 'happy hour' og 'fish and chips'. Tyskerne, derimod, er mere til fællesgymnastik på strandbredden, yogaøvelser, urte-te og bæredygtige delfin-spotter-ture. Danskerne? - Nå ja, vi fylder ikke helt så meget, som de andre. I Puerto de Mogan findes man dog det lille spisested "Smørrebrød og små lune retter.”
Lige nu ligger jeg med båden i byen Arrecife på Lanzarote. Planlægningen af hjemturen er startet; næste stop bliver Madeira via La Graciosa. Med en god vind fra et godt hjørne kan jeg se frem til 300 sømil på kurs 315 grader, og tre til fire dage på søen.
Sejlerhilsner herfra Claus
Byen San Sebastian på kanarieøen La Gomera
Tæt skydække over øen La Palma
________________________________________________________________
Santa Maria, Azorerne maj 2015
Hej alle i Enighed
Min seneste havsejlads fra Madeira til Santa Maria ved Azorerne løb op i små 500 sømil. Jeg havde regnet med 100 sømil i snit pr døgn, og det kom til at passe næsten på klokkeslet.
Da jeg forlod Madeira søndag den 17. maj blæste det friskt fra nø, og det gik faktisk så strygende med vinden ind tværs, at jeg næsten var halvvejs på to døgn. Som forudsagt tog vinden dog gradvis af i styrke, og sent på ugens torsdag døde den helt. Samme dags eftermiddag friskede vinden dog op fra ønø, og jeg nød skumringstimen på havet uden de sædvanlige dønninger og trættende tværgående sø. Fredag morgen - efter 5 døgn på havet - bød vejrguden på byger og opfriskende vind fra nordvest, så de sidste 20 sømil sejlede jeg hård bidevind med to reb i storsejlet.
Når man sejler alene, er det en udfordring at få den nødvendige søvn. Skipperen om bord skal jo sørge for, at der holdes behørig udkik døgnet rundt, det siger søvejsreglerne. På længere strækninger, uden for meget trafik, sætter jeg mit mekanisk bageur, kikker op af lugen hvert tyvende minut og kalder det "behørig udkik". Det lyder surt, men man vender sig lidt til det. Lidt :-)
Vel fremme i Vila do Porto på Santa Maria møder jeg Jette og Mads på den dansk båd TIR NAN OG fra Frederikshavn. De er på vej hjem efter to vintre på kanarieøerne. Bådens sære navn stammer fra irsk myteologi og betyder lidt i retning af paradisets have, Valhalla; "landet med evig ungdom og skønhed". Båden er en solid ældre dame på 38 fod bygget i stål og faktisk lidt af en kendis. Dens tidligere ejer, Stig Larsen, sejlede den rundt om Kap Horn i 80-erne. På den tur løb de ind flere storme ved Cabo Frio nær kysten ved Brasilien. Den dramatiske oplevelse, der går tilbage til november 1984, beskriver Stig Larsen i nyere udgaver af den internationale klassiker om sejlads i hårdt vejr, »Heavy Weather Sailing«. Senere skrev Stig den læseværdige bog "Stormfuld færd rundt om Sydamerika".
TIR NAN OG ved flydebroen i Vila do Porto
Santa Maria, en ny spændende ø. Hvilket minder mig om, at jeg ikke har set fastlandet siden Afrika i november sidste år. Det er en speciel følelse at vågne og se en ø dukke op i horisonten - eller hvor øer nu vælger at dukke op. Sejleren Frank Varsnæs fra Svendborg skriver på sin hjemmeside: "For 20 år siden sejlede jeg over Atlanten til Azorerne. Da vi dengang nærmede os øgruppen, havde vi beregnet, at nu måtte vi kunne se land. Men ingen om bord så land - heller ikke jeg. Jeg tog et billede, hvor besætningen stod og sad ude på fordækket og spejdede som gale. På det foto kan man højt oppe i skyerne se en lille bitte vulkankegletop, endda sneklædt, stikke op, mange grader over horisonten. Det var dybt fascinerende, at vi var så forblændet af horisonten, at vi glemte at kigge op. Det var øen Pico med dens vulkan, som gemte sig oppe i himlen".
Vi er i øjeblikket kun få udenlandske både i Vila do Porto, selv om højsæsonen nærmer sig, men det skyldes nok, at Santa Maria ligger lidt væk fra alfarvej. Både der kommer fra Karibien - hvad de fleste jo gør - styrer ofte først mod øen Faial, hvor de anduver byen Horta. Senere besøger de måske øerne Sao Miguel og Terciera, før kursen sættes hjemover mod Irland, England eller kontinentet.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for, hvordan MIN hjemtur skal skæres i detaljer. Lige nu er jeg nok mest stemt for at sejle hjem via La Corona i Nordspanien. Men først skal Santa Maria, Pico, Faial, Sao Miguel og Terceira besigtiges!
Sejlerhilsner fra
Erica og Claus
Madeiras dramatiske sydkyst
Erica i provinshovedstaden Punta Delgada på Azorerne
Alle signalflag sat :-)
________________________________________________________________
Camaret-Sur-Mer, Bretagne juli 2015
Hej alle i Enighed
Min og Ericas tur fra Azorerne til Europas fastland er nu vel overstået. Vi lagde ud fra øen Terceira i kompaniskab med en hollandsk og en engelsk båd. Englænderen sejlede alene og var på sidste ben af sin rundtur t/r Caribien i en 27 fods Albin Vega. Den hollandske båd "Symphoni", en større stålbåd, var bemandet med et ungt par fra Amsterdam. De startede deres tur med at krydse Biscayen i april, hvorefter de fortsatte til Azorerne, og nu var de så på vej hjem.
Kort efter afgang havde vi held med at hægte os på det sidste af 'halen' på en lavtrykspassage. Hvilket gav frisk vind fra sydvest, og den sendte os med strygende fart mod nord. En nordlig kurs som udgangspunkt er netop, hvad al erfaring anbefaler, når man vil fra Azorerne mod England eller kontinentet. Chancen for at fange vinde fra vestlige retninger stiger nemlig, desto mere man nærmer sig den femogfyrretyvende breddegrad. Allerede på 4. dagen gik vinden dog i favorabel nordvest, så jeg valgte at forlade det gode selskab og styre en mere østlig kurs, direkte mod Brest i Frankrig. De to andre satte kurs direkte mod England, da de begge stilede mod Penzance ved Land's End.
Efter et par dage med svage vinde nød jeg godt af en frisk brise fra sydvest 5-6 dage i træk, inklusive en lavtrykspassage med vind af kulingstyrke. De dage gav mig det afgørende skub i den rigtige retning. På turens sidste dage døde vinden desværre, og jeg oplevede perioder med tåge og derfor meget ringe sigtbarhed. Det kom ikke helt uventet, da der ofte er tåget langs Bretagnes kyst. Det sidste døgn udviklede sig til lidt af en prøvelse: nær øen Ouessant - Frankrigs nordvestligste punkt - er der en trafik-separeringszone, som man ikke kan undgå at passere, og hvor den tunge trafik fra Biscayen smutter rundt om hjørnet og ind i Den Engelske Kanal og vice versa. I sandhed et nervepirrende døgn, hvor sanserne arbejdede på højtryk, og hvor jeg drømte længselsfulde drømme om den radar og det AIS-udstyr, jeg desværre ikke havde ombord. Lettet var jeg, da jeg endelig slap fri af de store skibe, og solen brændte tågen væk, så jeg fik landkending og kunne sende en glædelig sms til min kæreste.
Efter to uger på det gyngende Atlanterhav nyder jeg den faste grund under fødderne her i Camaret-Sur-Mer i Nordvestfrankrig. 1200 sømil løb turen fra Azorerne op i. Dåsemad, kartoffelmos, kiks og minutnudler kan være meget godt - og praktisk, men de næste dage står menuen på frisk fisk, Moules Frites og et fornuftigt kvantum god fransk landvin :-)
På min videre tur mod øst, dvs retur gennem Den Engelske Kanal, vil jeg satse på dagssejladser langs den franske kyst. Gå tingene nogenlunde, som jeg forventer, kan jeg være gennem Doverstrædet om 10 til 12 dage og i danske farvande medio august. Turen nærmer sig sin afslutning.
For få dage siden sagde jeg farvel til to sympatiske og eventyrlystne unge danskere - Troels og Julie. De er på vej sydover for at sejle i Middelhavet. Turen op gennem Kanalen havde for dem udviklet sig til lidt af en udfordring med ventetid og alt for meget modvind. Nu glæder de sig til at få krydset Biscayen og nyde sommeren i Spanien. Troels og Julie bor i København og har normalt deres Albin Ballad liggende i Svanemøllen. Det er en dyr havn, indrømmede de og miljøet er ikke så spændende, så de overvejer at flytte båden til Sydhavnen. Hvem ved, måske ser vi dem før eller siden i Enighed.
Sejlerhilsner fra hele besætningen på det gode skib S/Y Erica, dvs. kaptajnen, styrmanden, navigatøren, snedkeren, elektrikeren, kokken og kahytsdrengen
Claus
"Symphoni" næsten skjult bag en atlanterhavsdønning
Endelig fast grund under fødderne efter 14 dage på havet, Camaret-Sur-Mer.
Erica hviler sig ved flydebroen i Camaret-Sur-Mer. Min nabo, den røde stålbåd, er en tysk jordomsejler fra Lübeck: www.sy-resolute.de
