Don't you ever get the feeling that all your life is going by and you're not taking advantage of it? - Ernest Hemingway
____________________________________________________________
Mon ikke alle voksne mennesker kender til følelsen af, at tiden går alt for hurtigt, og at den går hurtigere, nu ældre man bliver. Er det virkeligt allerede så mange måneder eller år siden, at jeg oplevede dette eller hint? Jeg var 19, så blinkede jeg, og så var jeg 60. Når følelsen virker foruroligende skyldes det velsagtens, at vi fornemmer, at vi for sjældent gav sig tid til at få fyldt erindringsværdigt indhold i de timer, dage og år som så pludselig uigenkaldeligt er væk.
Erfaringer fra de tidligste barneår husker vi ofte bedst, for som børn er vi naturligt nysgerrige og opvakte. Som årene går, falder vi typisk ind i en gænge, hvor spørgelysten aftager og bekvemmelige rutiner tager over – tiden og livet glider os af hænde som sand løber væk mellem fingrene på os, for midt i dagenes travle, programsatte rutiner glemmer vi alt for nemt at foretage os ret meget, vi senere husker som særligt betydningsfuldt. Den nysgerrighed og opvakthed, som i vores barneår kom af sig selv, skal vi senere i livet bevidst tilvælge.
Før jeg tog fat på at skrive om en sørejse, jeg drog ud på i sommeren 2014, og som strakte sig over 13 måneder, havde jeg forventet at skulle hjælpe min hukommelse på gled med min logbog, mailkorrespondancen og mine fotos, for jeg er ikke begavet med klæbehjerne. Da jeg først tog fat på at skrive, opdagede jeg dog snart, hvor relativt nemt jeg havde ved at genkalde mig dagenes indhold, hændelsernes successive rækkefølge og de tilsyneladende perifere detaljer fra møder med dusinvis af mennesker. Hvorfor står så meget fra turen så klart for mig i erindringen, når jeg for eksempel kun sjældent kan huske navnene på selv de mest fremtrædende ministre i vores regeringen. Eller nyhederne fra i aftes?
Ok, politik og nyheder har ikke min udelte interesse. Så måske giver min svigtende hukommelse i virkeligheden sig selv, for en skarp erindring handler vel om, at vi bedst husker begivenheder eller perioder i vores liv, som har betydet noget særligt for os; de indholdsrige, dem vi selv aktivt satte i gang, eller dem tilfældige omstændigheder viklede os ind, men som vi valgte at forholde os engageret og forpligtende til. Episoder og detaljer, der isoleret set kan virke små og ligegyldige får angiveligvis betydning, fordi de ikke står alene, men naturligt føjer sig ind i den kæde af valg og hændelser, der udgør den samlende fortællingen om fx et rejseforløb.
Tiden er gådefuld og mangetydig; med uret måler vi den objektivt, men selve vores indre tidsoplevelse er subjektiv og mindre håndgribelig. En halv time kan flyve afsted eller trække ud i det uendelige alt efter situationen. Er vi optaget af noget, som betyder meget for os, går tiden hurtigt, mens 'det samme' forløb fylder meget i erindringen. Keder man sig derimod i en bilkø, snegler tiden sig afsted, selvom forløbet, set i bagspejlet, kun optager lidt plads i hukommelsen. Det, vi husker fra en meget langsom ‘nutid’, vil være meget lidt og derfor hurtigt overstået. Som et øjeblik. Lang tid, bliver til kort tid.
At erindringens tid og oplevelsens tid falder så forskelligt ud er en almindelig erfaring. Helt generelt slår det mig, hvor lidt jeg kan huske fra de få perioder i mit liv, hvor det meste på sin vis bare kørte af sig selv. I en tid, hvor vi øjensynligt dyrker det trygge, nemme og bekvemme, er det vel nærmest ideelt med et liv sat på skinner, men samtidig synes jeg, at så er alt sagt om dét. Det, der derimod har bibragt mig værdifulde erfaringer, gjort varigt indtryk på mig og derfor fylder meget i min erindring, er alt det der har været svært, engagerende og måske tillige risikobetonet. Fx husker jeg ikke specielt meget fra de uger på mit sejltogt, hvor jeg fra Azorerne gled over Atlanterhavet på en østlig kurs mod kontinentet. Med enkelte undtagelser var dagene ens og uden dramatik, for med stabil vind fra en vestlig retning sejlede båden næsten sig selv.
I kontrast til den oplevelse, glemmer jeg aldrig de dramatiske dage tilbage i september 2001, hvor jeg med to kammerater befandt mig i Pakistan, da amerikanerne, som reaktion på Al-Qaedas terrorangreb mod New Yorks World Trade Center, begyndte at bombe i Afghanistan. Vi blev tilbageholdt, interneret ufrivilligt på et hotel og sendt retur til hovedstaden Islamabad, nerverne var på højkant. Jamen, bør man da ikke helst glemme svære perioder i sit liv? Ikke nødvendigvis, det handler jo ikke om at sylte rundt i gamle ærgrelser og gå i stå over dem, men modsat om, at besvær, usikkerhed og ulejlighed ofte skænker én en god anledning til at bliver klogere og i sandhed komme videre. Frygt som overvindes og vanskeligheder som gennemleves forøger netop ofte et menneskes selvtillid og autonomi, mens et liv på programsat automatpilot, uden bøvl og risici, sjældent fører nye, spændende steder hen.
Det lyder paradoksalt, men nu og da er det netop, når ting er vanskelige og ikke går efter bogen, at du ved, at det i sandhed går godt. Vi lærer nemlig sjældent noget nyt, før vi står med et problem, før vi har smerter, før noget ikke helt følger planen.
Flere moderne sociologer mener, at i og med nutidens mange tekniske muligheder for at fortabe sig i letbenet underholdning, gør en ny subjektiv tidserfaring sig gældende. Bruger du for eksempel tre timer på sociale medier, eller med at surfe ’umotiveret’ på nettet, oplever du typisk at tiden flyver afsted, men også, at forløbet sjældent fylder meget i din erindring. Vores moderne hang til at lade os underholde ved at surfe, zappe og spille mente den tyske sociolog Walter Benjamin at have set komme allerede for 100 år siden, idet han hævdede, at vi var på vej ind i en periode, der ville være rig på enkeltstående oplevelser, men fattig på dybere, sammenhængende erfaringer, dvs. erfaringer, som kan rykke ved vores identitet og selvforståelse og måske gøre os klogere på verden og os selv.
I vores materielt indstillede samfund, med dets lægevidenskab og sundhedssystemer, prioriterer vi vores objektive levetid højt og gør næsten alt for at forlænge den yderligere med fokus på tryghed, sundhed, sikkerhed, kost og motion. Men mon ikke vores subjektive erfaring af at have haft et langt og mindeværdigt liv først som sidst handler om kvaliteten og intensiteten af dét, der har lagret sig i vores erindring?
Når vi sent i livet retter blikket bagud, er det vel tvivlsomt, om vi tillægger det betydning, at vi kan tælle et stort antal lys på vores fødselsdagskage. Mere nærliggende er det, at vi erindrer os de mennesker, der kom til at betyde noget særligt for os, de drømme, vi fik mod til realisere samt de erfaringer, som står for noget skelsættende og særligt i vores liv. Hvad har vi i grunden at se tilbage på med glæde, hvis vi mest har levet hen i vanens, bekvemlighedens og den letbenede underholdnings vold?
I vores moderne teknisk-videnskabelige kultur oplæres vi til at tro, at kun det, der kan måles og vejes, er virkeligt. Men at "se virkeligheden i øjnene" er ikke et målbart objekt, men består i at fastholde det faktum, at vi er nødt til at tage ejerskab over det vi vælger at bruge vores liv på. For ellers er det, at fornemmelsen af, at livet går én forbi, bliver den dominerende livsstemning.