På cykel langs Indusfloden

 

Det er vel nok næste 30 år siden, at jeg krydsede grænsen mellem Kina og Pakistan via passet Kunjerap i en lokal rumlebus. Efter et studieophold i Østkina var jeg på vej til Indien via Pakistan. Selv om det er lang tid siden, husker jeg tydeligt, at jeg fra bussens vindue havde set en enlig cyklist kæmpe sig opad den stejle, smalle vej mod passet. Synet af cyklisten appelerede til noget i mig, der sikkert har været medvirkende grund til, at jeg i september måned 2001, sammen med to venner, besluttede at tage på eventyr i Pakistans bjerge med den ambition at cykle ad selv samme vej langs Indusfloden, Karakorum Highway.

 

 

Den 11. september det år blev New Yorks World Trade Center, som alle ved, mål for et frygteligt og altødelæggende terrorangreb. Uden at vi i første omgang vidste det, fandt vi pludselig os selv nær de efterfølgende begivenheders centrum.

 

Her følger et kort uddrag af min rejsedagbog:

Tidligt på formiddagen slår Hans Bo, Jørgen og jeg vore små telte op under en klynge eukalyptustræer i udkanten af Islamabad. Temperaturen har allerede rundet de 30 grader, så det er vigtigt at søge ly i skyggen. Vores direkte maskine fra Kastrup landede i Pakistans hovedstad klokken 4 i morges. Cyklerne og grejet samlede vi i terminalen, og da solen stod op, var vi klar til afgang.

 

Op til afrejsen fra København vælger Hans Bo og jeg at tage en hyrevogn til Kastrup, og da chaufføren var født i Afghanistan, benytter vi  lejligheden til at spørge ham lidt til råds om kultur og traditioner på de kanter. At netop Afghanistan og Pakistan kun få dage efter ville komme på alles læber, og at den alvorlige verdenspolitik ville påvirke vores rejse, dog kun på relativ uskyldig vis, anede vi gudskelov intet om på det tidspunkt. Sådan skal det være, for

 

hvorfor tage på rejse, hvis du ved, hvordan den ender?

 

 

Vores tørre græsmark med eukalyptustræerne er Pakistans eneste officielle campingplads og bruges kun af udenlandske rejsende med eget kørerøj, fx en flok cyklister som os. Udgifterne til vedligeholdelse tynger ikke stedets budget; alt er på randen af sammenbrud. Toilettet er stoppet, kun én vandhane virker, gulvet sejler, for afløbsrøret under håndvasken mangler, og alt er dækket af skimmelsvamp. Vi noterer os det som en kuriøsitet, men det bekymrer os mindre, for vi er kun optaget af de næste ugers spændende projekt, hvor det er vores plan at følge Indusfloden mod dens udspring oppe i bjergene.

 

Næste dag, da vores værste jetlag er væk, udforsker vi i samlet flok  Islamabad. Byen er ung og udtænkt på et tegnebræt, så nogen hovedgade eller noget indlysende centrum finder vi ikke. Det rammer plet, når man om byen siger, at den ligger 15 kilometer fra det rigtige Pakistan, for der er en verden til forskel på hovedstaden med dens snorlige boulevarder og søsterbyen Rawalpindis fortættede bazar-atmosfære og kaotiske trafik. Vi veksler penge, går os trætte og finder til sidst et sted, hvor vi kan stille sulten og få lidt at drikke.

 

 

Eftermiddagen bruger vi på at klargøre cyklerne og malke vores nabo, en australsk cyklist, for nyttige oplysninger. Fyren har cyklet gennem Indien de sidste mange måneder - næste udfordring er pakistansk Himalaya og Khunjerab passet, som forbinder Pakistan med Kina. Khunjerab er også vores mål, men følges ad kan vi dog ikke. Australieren vil nemlig først køre nordpå via Peshawar, Chitral og Shandurpasset, mens vi vælger den direkte rute ad Karakoram Highway langs lndusfloden. På den strækning snoer vejen sig op gennem Kohistan, Gilgit og den frodige Hunzadal, hvor indbyggerne siges at nedstamme fra Alexander Den Store. Hvilket eksperter mener, man kan se på hudfarven og deres højere statur.

 

 

Vi glæder os som små børn til vores møde med bjergene, for hvor ellers på kloden finder man en så eventyrlig, malerisk og udfordrende vej, der starter næsten fra havets overflade, snor sig 900 km op gennem verdens højeste bjergkæde, for slutteligt at nå op i næsten 5000 meters højde?

Vejen følger Indusflodens venstre bred og stiger jævnt 3-4 %, så dagens distance på 80 kilometer til byen Dassu afskrækker os ikke. Bjergene er dog rykket en vægtklasse op, vi nærmer os nu det rigtige Himalaya.

 

Hamp eller cannabis gror vildt langs den vej, vi kører på. Måske spredes frøene med vinden fra opdyrkede marker i nabolaget. De sorte, fedtede hashklumper sælges åbenlyst på landsbyernes markeder. En betjent, vi møder, tilbyder os en klump, han går med i lommen. Høfligt siger vi dog pænt "nej tak", for ingen af os ryger den slags. 

 

I går, da vi overnattede i byen Besham, fornemmede vi en lidt fjendtlig stemning rettet mod os. Under vores gåtur i byen blev Hans Bo, der bar T-shirt og baseball kasket, mødt med de halvt advarende, halvt truende ord: “Your life is in danger”. Alle havde vi vel forsømt at tænke os tilstrækkeligt om med hensyn til vores påklædning, og i hast blev vi derfor enige om, at det nok var en rigtig god idé, hvis vi snarest iførte os den lokale klædedragt. På markedet køber vi derfor tre sæt Shalwar Kameez, sammensat af en lang skjorte og tynde løstsiddende bukser. Det tiltag var der åbenlys tilfredshed med blandt folk i byens gader. Dette på trods af, at dragterne på ingen måde skjulte, at vi var fremmede fra vesten. Dragterne egner sig i øvrigt fortrinligt til at cykle i, når det ikke er for koldt.

 

 

Det hedder sig, at folk i provinsen Kohistan er skeptiske over for fremmede. Mange her er Pathanere fra Afghanistan, og provinsens gamle øgenavn er Yaghistan, ‘landet uden regering’. Pakistansk politi kontrollerer nemlig kun selve Karakoram Highway, har vi forstået. I sidedalene gælder derimod stadigvæk de pathanske stammefolks love. Sandsynligvis forstærkes en negativ stemningen mod vesterlændinge af terrorangrebet på World Trade Center. Vi modtog den forfærtelige nyhed for et par dage siden. Det er imidlertid først nu, hvor vi har set den første avis, at vi forstår, at tragedien sandsynligvis vil påvirke vores planer.

 

 

 

 

 

 

 

"En vis risiko er uundgåelig, uanset hvad vi gør, og jeg holder modet oppe i svære situationer med den statistik, at de fleste ulykker sker i køkkenet" - Anne Mustoe (Lonely Traveler)

 

 

Da tusmørket sænker sig, når vi dagens mål i Dassu, hvor vi indlogerer os på Hotel Indus Wave Inn. Et ydmygt og billigt sted, hvor vi betaler 7 kroner pr. næse for et rum med tre ramponerede senge. Efter dagens bjergkørsel trænger vi blot til at hvile ud, og til det formål er vores logi fint nok. Indus wave Inn er lidt af en hamphule, hvor også hash-tågernes bølger ruller lystigt. Da vi ankommer og inspicerer lokaliteterne, ser vi på terrassen en mindre gruppe yngre mænd slænge sig på flettede senge, døsige af tobakkens tåger.

 

Hans Bo og jeg kører på egen hånd nu, for Jørgen har feber og valgte derfor i går at returnere til Hunzadalen, for at opsøge en læge. Sidste nat logerede vi i landsbyen Sost, ca. 85 kilometer fra Kunjerab passet. Klimaet er mærkbart køligere her oppe i højderne og forsyningerne langs vejen få og små. Sost lokale truckstop forsyner os heldigvis med madpakker, bestående af æg, fladbrød og store kogte kartofler. Sandsynligvis er det alt, hvad vi får af fast føde i det næste 1½ døgn.

 

 

 

Kort efter Sost forsvinder vejen ind i en smal kløft, som skærer sig lodret gennem Karakorams bjergvægge. Solen når kun slugtens bund få timer dagligt. Dybt under os kan vi hører Hunza-flodens brusende vandmasser. De sorte, nøgne klipper tårner sig op omkring os. Navnet Karakoram er af tyrkisk oprindelse og betyder ‘sorte, smuldrende bjerge’. Det var da også tyrkiske købmænd, der langt tilbage i tiden drev lange karavaner af kameler gennem denne lidt dystre ørken af sten og grus videre ad Silkevejen mod byen Xian i det vestlige Kina.

 

 

Efter 65 kilometer med 6-8 % stigning og strid medvind slår vi vores lille telt op ved floden nær en fårehyrdes forladte læskur. Vi befinder os nu knap 4000 meter over havets overflade. Højden og ikke distancerne er udfordringen her. Den famøse højdesyge er en reel risiko nu, men både Hans Bo og jeg slipper med lettere hovedpine. Vel nok mest fordi vi i de sidste par uger langsomt har vænnet os til højden og den tynde luft. Senere på aftenen begynder det at sne, og vi frygter, at vi ikke kan nå passet.

 

 

Allerede klokken 6 næste morgen kravler vi ud af vore lune poser, for at pakke det snevåde telt sammen. Alt er gråt og klamt, og den te, vi drømmer om, må vente, for vi har kun medbragt det mest nødvendige, og altså ikke kogegrej. Efter politiets kontrolpost ved Koksar, hvor ingen desværre står klar med varme drikke til os, selv om vi inderligt havde håbet det, arbejder vejen sig opad i skarpe hårnålesving.

 

 

Luften føles pludselig mærkbart tyndere, nu hvor vi nærmer os passet. Vi får en let snebyge undervejs, men sneen smelter på vejbanen, som i øvrigt er ryddet for al anden trafik.

 

 

Da vi endelig når passet Khunjerab, beliggende næsten 5000 meter over havets overflade, kigger solen forsigtigt frem, og landskabet åbner sig hele horisonten rundt. Store flokke af sorte, langhårede Yakokser forsøger at finde lidt græs under sneen på de mægtige vidder. Grænsevagterne er til håndtryk og hyggesnak - to skøre cyklisters opdukken er en kærkommen adspredelse. De kinesiske grænsefolk slutter sig til os, alle er på venskabelig fod. En af vagterne skal prøve min cykel, og vi tager et par ’familie billeder'.

 

Vagterne keder sig tydeligvis bravt, da der for tiden intet er at bestille. Siden angrebet i New York er stort set al trafik til og fra Kina indstillet. Nede i landsbyen Sost står dusinvis af tomme, arbejdsløse lastbiler og venter på ordre. Grænseegnene her er sensible, Indisk Kasmir og Afghanistan er ikke langt væk. I den kinesiske provins XinYang, hvor der bor en stort Uyghur-muslimsk befolkningsgruppe, har indbyggerne og de kinesiske myndigheder længe været på krigerisk kant med hinanden. Fængslinger, og det der er uhyggeligt meget værre, hører til dagens tragiske uorden.

 

Vi vender cyklerne, trækker huerne ned om ørerne, vinker til vagterne og ruller nedad mod syd. For hver tilbagelagt kilometer nyder vi at mærke, at temperaturen stiger mærkbart.

Plan B: Baltistan

Vejen, der forbinder Gilgit med byen Skardu i provinsen Baltistan er, om muligt, endnu mere dramatisk end vejen langs Hunzafloden. Vi nyder alle tre at suse nedad og rundt i de skarpe sving højt over Indusflodens tordnende vandmasser. Jørgen er frisk igen, og vi er nu på vej retur til Gilgit for sidste gang. Der er sket meget de seneste 10 dage.

 

Da vi efter besøget i passet returnerede fra Hunza til Gilgit, var en lille flok udlændinge på Medina Guesthouse i næsten panisk opbrud. Amerikanske fly var nemlig begyndt at bombe i Afghanistan – vi hørte om det på CNN. To tyskere, som Hans Bo og jeg mødte i Passu, ville straks den følgende morgen tage flyet til Islamabad. Vi besluttede os imidlertid for at slå koldt vand i blodet og tage bussen til Baltistan, hvor vi cyklende fortsatte mod øst til landsbyen Skaplu. Området her er langt fra alfarvej og normale turiststrømme, og måske netop derfor er folk ekstra venlige og hjælpsomme...

 

Baltistan er beboet af balti-muslimer, som er efterkommere af buddhistiske tibetanske grupper, der konverterede til islam en gang i det 16. århundrede.

 

 

Sent på eftermiddagen stopper vi ved Hotel Midtway, hvor vi tilbydes logi i et faldefærdigt skur. I disse fattige egne har stadig kun få adgang til elektricitet, men vi klarer os fint med lys fra en olielampe. Aftensmaden laver vi under åben himmel og på en lokal gasbrænder, som vi købte i bazaren i Gilgit for kun 3 dollar. Jørgens benzin-brænder, som han medbragte hjemmefra, opgav ånden allerede på en af turens første dage. Dysen havde det svært med den snavsede lokale benzin. Moralen er, at man ofte kommer længere ved at holde sig til lokalt fremstillede produkter som egner sig til forholdene og kan repareres lokalt.

 

Sent på eftermiddagen næste dag er cykelturen pludselig definitivt slut. Vagterne på en vejpost, 30 kilometer før Gilgit, følger ordre fra højere sted og forbyder os venligt men bestemt at cykle videre mod Gilgit. Grundet amerikanernes bombninger i Afghanistan er byen ramt af generalstrejke og uroligheder, så man skønner, at vi kan få problemer. Vi læsses derfor på en vogn og køres mod Gilgit, hvor vi indlogeres på et hotel i udkanten af byen med besked om, at vi ikke må forlade hotellet. Så snart vejret tillader det, vil myndighederne sende os retur med fly til Islamabad. Ingen udnytter vores situation, tværtimod møder vi kun stor hjælpsomhed og venlighed. Men selvfølgelig irriterer det os, at vi får inddraget vores bevægelsesfrihed.

 

Fly lander og letter kun fra Gilgit, hvis sigtbarheden er i top. I to døgn venter vi derfor på, at skyerne letter fra dalen. Da vi endelig er i luften, og Gilgits tre sidste turister forlader området, ånder vi (og sikkert også politichefen) lettet op, for det har på sin vis været et par nervepirrende dage.

 

Det lille propelfly, som flyver på strækningen Gilgit-Islamabad, kan ikke klare de store højder, så vi må følge Indusdalen og flyve nede mellem de høje iskæmper, der omgiver os hele horisonten rundt. I det kraftige sollys får vi de sidste glimt af floden, der som en gylden slange snoer sig fri af bjergene på vej mod sydvest og sit udløb i det Indiske Ocean.

 

Se flere billeder i galleriet