Den 7. august rejser jeg til Kirgisistan, en af de tidligere sovjet-republikker i Centralasien. Min cykel har jeg selvfølgelig med i flyets lastrum. Planen er en 7 ugers rundrejse i dette for mig – og vel også for de fleste andre vesteuropæere – næsten ukendte land.
Under turen er det min tanke at berette om mine oplevelser i en række artikler, jeg vil slå op her på min hjemmeside. Selvom Kirgisistans elnet er gammelt og nedslidt, wi-fi og internet ikke så udbredt og landet lider af hyppige strømafbrydelser, håber jeg, at det bliver teknisk muligt at publicere artiklerne og supplere med en masse fotos.
Herunder en kort introduktion til landet:
Geografi og klima
Kirgisistan ligger i det østlige Centralasien, grænsende op til Tibet og til en række af de andre tidligere sovjetrepublikker – Usbekistan, Tadsjikistan og Kasakhstan. Landet er tre gange så stort som Danmark, men indbyggertallet det samme. Kirgisistan er meget smukt og bjergrigt og kaldes derfor ofte for Centralasiens Schweiz. 90 % af landet er dækket af bjerge, en tredjedel af dette areal ligger 3000 meter over havets overflade, og de højeste bjergtoppe er på mere end 7000 meter.
I den østlige del at landet ligger den store alpine sø Issyk-Kül i et vulkansk krater, omgivet af sneklædte bjerge til alle sider. Søen er op til 700 meter dyb og fryser aldrig til, selv ikke under de ofte meget kolde vintre, fordi vandet opvarmes af termiske kilder på havbunden. Kirgisistan har kontinentalt klima, dvs. varme somre og meget kolde vintre.
Floden Naryn, der senere i sit nedre løb skifter navn til Syr-Darja, er en af Centralasiens længste floder. Fra sit udspring oppe i bjergene, nær grænsen til Kina, løber floden vestover ind i Usbekistan og Kasakhstan, for slutteligt at ende i de sidste sølle rester af Aralsøen. En trist miljømæssig katastrofe har ramt denne sø, der tidligere var en rig kilde til fiskeri.
Issyk-Kül ("varm sø"), en af verdens største højlandssøer, beliggende 1600 m.o.h.
Fortiden
Historien om Kirgisistan og kirgiserne indgår som en lille brik i den store fortælling om Centralasien, der fra de tidligste tider, via Silkevejene, har haft afgørende betydning for handlen mellem øst og vest, gennemgangsland for verdensreligioner og slagmark for erobringskrige, stammeopgør og folkevandringer. Her kun et par centrale holdepunkter:
Forskere mener, at kirgisernes forfædre boede i Altajbjergene i Sibirien, hvorfra de vandrede mod sydvest i retning af Tian Shan, en bjergkæde der dominerer det nordvestlige hjørne af Tibet og strækker sig langt ind i det område, vi i dag kalder Kirgisistan. Kirgiserne blev ikke der, men drog atter mod nord, hvor de i 800-tallet erobrede uigurernes rige i det nuværende Mongoliet. 400 år senere blev de dog underlagt mongolen Djenghis Khan.
I 1500-tallet forenede kirgisiske stammer sig atter og dannede et selvstændigt rige, men det blev hurtigt splittet i fraktioner under lokale herskere, der selv blev styret af fremmede folkeslag - mongoler, manchurer og kasakher.
Da russerne kom til Centralasien i midten af 1800-tallet, hørte det nuværende Kirgisistan til Kokand-khanatet. Khanen, hvis magtbase var byen Kokand, beliggende i det nuværende Usbekistan, beskattede deres indbyggere hårdt, så mange kirgisiske stammehøvdinger sluttede sig frivilligt til russerne.
I midten af det 19. århundrede blev Kirgisistan (og resterne af Kokand-khanatet) indlemmet i det russisk styrede Turkestan, der på det tidspunkt omfattede de meste af det centrale Asien, og en stor indvandring af russere til området begyndte. De mange mennesker havde brug for jord, så en del af det område, vi nu kalder Kirgisistan, og som de kirgisiske nomader benyttede til græsning, blev pløjet op og tilplantet. Kirgiserne protesterede, og de talrige oprør kostede tusindvis af mennesker livet.
Russerne opløste Turkestan i 1926 og erstattede det med en række administrative distrikter, og få år efter blev Kirgisistan en autonom republik i Sovjetunionen. Under Josef Stalin tog tvangskollektiveringen af landbruget til, og nomaderne blev tvunget til at blive bofaste og forvandlet til jorddyrkende kollektivbønder og industriarbejdere.
Efter Stalins død blev politikken liberaliseret noget, bla. blev kirgisisk obligatorisk fag i skolerne på lige fod med russisk . Med Mikhail Gobatjovs politiske og økonomiske reformpolitik blev kirgisernes nationalfølelse igen vakt til live fulgt op af et krav om selvbestemmelse, hvilket udløste blodige sammenstød mellem etniske grupper i området. Dog først med Sovjetregimets sammenbrud i 1991 blev kimen lagt til en slags selvstændighed.
Nutiden
I modsætning til de andre tidligere sovjetrepublikker, som alle er autokratier, er Kirgisistan nu et spirende demokrati. Men vejen hertil har været (og er stadigvæk) en lang og svær kamp mod despotiske magthavere, nepotisme, korruption, bureaukrati og voldelige etniske konflikter langs de sydlige grænser.
Den nye forfatning fra 2010 fastslår, at præsidenten vælges direkte af folket for en periode af 6 år. Den nuværende præsident, der blev valgt i november 2017, hedder Sooronbay Jeenbekov.
I sin fine bog Sovjetistan gør den norske forfatter Erika Fatland sig en interessant iagtagelse:
Kirgisistan er det eneste centralasiatiske land, som har indført parlamentarisme og dermed indskrænket præsidentens magt. De øvrige Stander er alle enevældige, i bedste fald oplyste. Kan man mærke friheden? Ja, inddirekte, for man lægger mærke til fraværet af frygt: folk sænker ikke stemmen, når de kritiserer myndighederne. De ser sig ikke vagtsomt omkring, før de kommer med en henkastet bemærkning om regeringen.
Befolkning, religion og økonomi
Kirgisistans nuværende befolkning er sammensat af mange forskellige etniske grupper, hvoraf de mest fremtrædende er kirgisere, usbekere og russere. Der findes også uigurer, tatarer, ukrainere, tyrkere, koreanere og kinesere. Den etniske mangfoldighed skyldes blandt andet, at Josef Stalin tvangsflyttede forskellige folk til Centralasien, især i 30-erne og 40-erne.
Kirgiserne og usbekerne er sunnimuslimer, men troen er ofte blandet med traditionel, lokal shamanisme. Det russiske mindretal, som udgør 11% af befolkningen, er ortodokst kristne. Hizb ut-Tahrir har en vis indflydelse i landets sydligste egne, men generelt holder myndighederne dog et skarpt øje med alle tilløb til religiøs fanatisme.
Kirgisistan er relativt fattigt, der er stor arbejdsløshed (40%), infrastrukturen er dårlig og landet har kun en lille, nedslidt industri fra sovjettiden. Der findes et enormt potentiale for udnyttelse af vandkraft fra floderne, men det bruges kun sporadisk. Næsten al brændstof, først og fremmest gas fra nabolandet Usbekistan, importeres.
Udvinding af bla. guld og uran fra miner i bjergene er heldigvis en sektor i vækst. Tidligere var det Rusland der skød penge i udviklende projekter, men på det seneste er det (som så mange andre steder i verden) Kina der sætter dagsordenen. En udvikling der skaber uro i både Moskva og Washington.
Jurter, de traditionelle "mongolske" nomadetelte.
Grundet de mange bjerge er det kun det nordlige sletteland nær hovedstaden og den flade Ferganadal længst mod vest der egner sig til dyrkning. Vand fra floden Syr-Darja benyttes til overrisling af dalen, hvor man dyrker bomuld, hvede, majs, kartofler samt frugt, grøntsager, tobak og opiumsvalmuer.
Husdyravlen, der omfatter kvæg, får og geder, spiller en større økonomisk rolle end dyrkningen af jorden. Uld, skind og kød er vigtige produkter. De kirgisiske nomader, og dem er der stadig en del af, opdrætter også rideheste og kameler.
Min rejserute i store træk
Meget kan ske undervejs, som kan foranledige mig til at ændre planer, men lige nu ser ruten sådan ud: Jeg starter turen lempeligt, så jeg kan vende mig til den tynde bjergluft. Fra Bisjkek er det derfor min plan at køre stik øst og bruge de første par uger på at cykle langs bredden af Issyk-Kul.
Efter den lille by Karkol, som ligger ved søens sydøstlige bred, kører jeg for alvor op i bjergene. Det bliver ad stenede stier og dyrespor, et sandt eldorado for mountainbikere. I første omgang vil jeg udforske den smukke Karakoldal. Senere er det min tanke at opsøge floden Naryn, som jeg så vil følge på dens løb mod vest.
Undervejs mod vest vil jeg give mig tid til et par afstikkere. Først vil jeg lægge vejen forbi Tash Rabat, en karavanestation fra det 15. århundrede, der ligger 3200 meter over havet. Stedet er et af de mest velbevarede vidnesbyrd om den engang så vigtige karavanetrafik langs de navnkundige "Silkeveje". Senere er det min tanke at besøge den usbekisk dominerede landsby Arslanbob, hvor verdens største naturlige valnøddeskov dækker et areal på 60.000 hektar. Med lommerne fulde af valnødder kører jeg så i en stor bue mod nord og retur til Bisjkek.
Alt i alt en tur på godt og vel 2000 kilometer.
Første rejsebrev kan læses
her.
kilder:
Det Udenrigspolitiske Selskab: Kirgisistan
Peter Marsling: Rejsebreve fra Kirgisistan
Erika Fatland: Sovjetistan
Bradt Guides: Kyrgyzstan
Jesper Petersen: Artikelsamling om Silkevejen og Centralasien
Ps. I august 2018 afholdtes første gang cykelløbet Silk Road Mountain Race. Succeen gentages i år. En lille dokumentarfilm om løbet, med titlen Wild Horses, giver et godt indtryk af de kirgisiske bjerge og kan ses
her.
