REJSER / Rejsen til Cap Juby / 2 del - Kystvejen til Vestsahara

2. del - Kystvejen til Vestsahara

Flere fotos i galleriet. 
 
 
Efter en utraditionel, men hyggelig juleaften på en café med havudsigt, lækker tagine og chokolademousse forlod jeg tidligt julemorgen El Ouatia opstemt af tanken om de næste dages færd gennem Sahara. Selvsamme morgen blæste det heldigvis fra nordøst, og da jeg skulle mod sydvest, gav blæsten mig en hjælpende hånd fremad.
 
 
Vejen mod Tarfaya er lang og snorlige og skærer sig gennem en rå, ugæstfri stenslette (en hamada) med spredte tornebuske, som omflakkende dromedarer forsigtigt nipper af.
 
 
 
En af de lokale indbyggere.
 
 
"Giv agt! Husdyr på vejbanen"
 
 
Du møder få 'diversiteter' på din vej sydover; dromedarer, et murmeldyr, en café, en tankstation og  en kontrolpost, hvor en mand i støvet uniform bladrer dovent i dit pas uden at tage notits af, at du er dansker og derfor brænder efter at futte koraner af.
 
 
 
Nu og da slår vejen et kort slag og glider ned omkring et ofte udtørret flodleje, en såkaldt Oued. Den slags uproduktive forstyrrelser er snart fortid, da broer er en del af den spritnye 4-sporede motorvej, der snart forbinder Casablanca i nord med Mauretanien mod syd. Når vejen står færdig, kan du næsten 'friktionsløst' tilbagelægge de 2000 kilometer på under 20 timer. Det er nok tvivlsomt, om det tiltag vil dæmpe os moderne menneskes rastløshed. Men det er en anden, meget lang og meget tidskrævende historie ...
 
 
Nu og da løber vejen tæt langs havet, så man både kan se og høre de store atlanterhavsbølger hamre mod kysten.
 
 
Langs den stejle klippekant står, for hver halve kilometer, et lyserødt vagthus, hvor der i hver hus bor 2 eller 3 mænd. Da der er godt og vel 200 kilometer fra El Ouatia til Tarfaya, løber det op i 400 små huse og 1200 vagter. Lidt af en udskrivning, og hvad er deres opgave? Ja, de fisker, vasker tøj og kører lidt rundt i deres jeep, men udover det? Holder de udkik efter smuglere, eller mennesker, som vil flygte i gummibåde til kanarieøerne? Skal de blot være til stede for at markere territoriale rettigheder, lidt som med Sirius-patruljen i Grønland? Eller er det et beskæftigelsesprojekt?  
 
 
 
 
 
 
Sen eftermiddag slap kræfterne op, så jeg rejste mit telt bag en jordvold tæt ved vejen. Efter en rolig nat i teltet, rullede jeg næste dags eftermiddag ind i Tarfaya, hvor jeg fandt et værelse på et billigt hotel helt ned til havnen.
  

Tarfaya - porten til Vestsahara
 
Tarfaya omtales ofte som værende en doven lille kystby, hvor tiden står stille og mænd fordriver tiden på havnefrontens cafeer. Det gør de også - i stor stil. Alligevel er det kun det halve billede, for knyttet til byen findes en af de mest driftige fiskerhavne på kysten, hvorfra man fanger og eksporterer en rekord stor mængde sardiner og andre typer fisk. Byen har også gang i en række økonomiske projekter, herunder Tarfaya Wind Farm, den største vindmøllepark i Afrika.
 
 
 
I en kort årrække var der tillige færge mellem Tarfaya og den spanske ø Fuerteventura. Men det sluttede desværre brat i 2008, da skibet påsejlede en stensætning og sprang læk, hvorefter kaptajnen sejlede færgen på grund for at undgå, at den sank på dybt vand. Nu ligger vraget og 'opruster' få hundrede meter fra kysten.
 
I dag adskiller selve Tarfaya by sig næppe ret meget fra dengang, hvor det lille franske luftpostselskab Aéropostale startede med at flyve post til og fra de franske kolonier i Afrika. Foretagenet blev grundlagt af industrimanden Pierre-George Latécoère og havde base i Toulouse.
 
Umiddelbart nord for byen, ved det lille forland Cap Juby, fandt jeg den grusbelagte landingsbane, selskabet brugte, og den bruger man lejlighedsvis stadig. Årligt afholder man f.eks. et 'rallye', hvor små private maskiner flyver ad de gamle ruter og mellemlander i Tarfaya under stor mediebevågenhed. I byens gamle postgård har man indrettet et lille museum til ære for postflyvningen og de dristige piloter, heriblandt selvfølgelig den navnkundige pilot, journalist, diplomat og forfatter Antoine de Saint-Exupéry, forfatteren til 'Den lille prins', et af de mest læste litterære værker i verden.
 
 
Til ære for Saint-Exupéry og postflyvningens øvrige pionerer har man rejst et mindesmærke på havnepromenaden i form af et lille modelfly, der står på en pedestal. Rundt om hjørnet, 100 meter fra stranden, finder man så det lille museum, jeg havde set frem til at besøge.
 
 
 
I vinterhalvåret har Musée Antoine de Saint-Exupéry ikke faste åbningstider; man skal træffe aftale på forhånd. Da jeg troppede op tidlig formiddag stod Muhammad - som aftalt - klar med en nøgle. Museet drives af frivillige, og økonomien hviler på donationer med et betragteligt bidrag fra flyfabrikken Airbus i Toulouse. Entré-billetten er næsten kun symbolsk, 20 dirham, hvad der svarer til 15 kroner.
 
 
 
"Jeg tror på handling og ikke på store ord." 
 
 
De to figurer i glasfiber af "prinsen" og "ræven" er udført af den franske kunstner Arnaud Nazare-Aga.



Udstillingen i den gamle postgård består mest af fotoplancher med for mig delvis uforståelige franske tekster. Men det omfangsrige billedmateriale gav mig alligevel et godt indtryk af det dristige pionerarbejde med luftpost. I første omgang fløj man mellem Toulouse og Dakar med en optankning i Tarfaya. Senere gik transporterne videre over Atlanterhavet til Sydamerika. Antoine de Saint-Exupéry ikke bare fløj på ruterne, en overgang var han tillige luftpostchef samt trådte til som mægler, når piloter, der havde været tvunget til at nødlande i Sahara, var taget til fange af fjentlige berber-stammer.
 
"Jeg arbejder som flyver, opdagelsesrejsende og ambassadør"
 
 
Saint-Exupéry - eventyrets mand

Antoine de Saint-Exupérys forfatterskab fascinerer mig. Kort fortalt udfolder han i sine bøger en tænkning, der læner sig opad det, vi kalder eksistentialisme. Den franske forfatter Jean-Paul Satre læste han bøger. Sædvanligvis opfattes Saint-Ex ikke i Danmark som filosof, men som den populære forfatter af 'Den lille Prins' og de spændende bøger om han karriere som pilot. Det er rigtigt, at han ikke producerede systematiske filosofiske udredninger, men derimod formidlede sine tanker skønlitterært. Det forhold galdt imidlertid også de andre af eksistentialismens hovednavne - Pascal, Sartre, Camus, Nietzsche og Søren Kierkegaard.

Den danske litterat Hans Hauge mener ligefrem, at eksistentialismen først og fremmest er en skønlitterær retning og ikke systematisk filosofi. Det er nok rigtigt, for så vidt eksistentialismen helt grundlæggende har det svært med 'faglitterær', objektiv systematisk tænkning. Søren Kierkegaard f.eks. afviste, at man kan tænke sig frem til et system for såvel verden som den menneskelige tilværelse. Ifølge Kierkegaard er mennesket nemlig et væsen lagt an til selv at tage ansvaret for sit liv.
 
Det er næppe tilfældigt, at sejleren og eventyren Troels Kløvedal var stor fan af Saint-Ex. For en filosofi, der hylder den tanke, at det vigtigste i livet ikke kan programsættes, jo netop giver plads til det eventyr, der - ifølge globetrotteren Nina Rasmussen - først begynder, når forudsigligheden slutter.

Kampen om Vestsahara

Tarfaya var en del af Spansk Sahara frem til midten af 70-erne. Den lange og trange kamp om landområdet begyndte i 1975, da spanierne, der havde siddet tungt på det vestlige Sahara siden 1884, valgte at rømme kolonien. En beslutning der nok til dels skyldtes det magttomrum, der opstod hjemme i Spanien efter Francos død samme år, men også et internationalt pres, hovedsageligt fra FN-resolutioner om afkolonisering.
 
Da spaniernes beslutning blev kendt, stod både Marokko og Mauretanien på spring for at overtage Vestsahara. Begge lande hævdede, at de havde ”historisk ret” til området, og hermed også til undergrundens råstoffer og den rige bestand af fisk i havet langs kysten. Efter en kort krig mellem de to lande valgte Mauretanien at trække sig, hvilket dog ikke fik ørkenfreden til at sænke sig, for året efter, i februar 1976, erklærede det oprindelige ørkenfolk, saharawierne, området for deres og meldte ud, at de ville forsvare det med våben.
 


På den baggrund valgte Marokko, med kong Hassan den II i spidsen (riddende på en dromedar..), at iværksætte den såkaldte ”Grønne March”, hvor op mod 350.000 ubevæbnede, civile marokkanere vandrede ind i Vestsahara for at annektere området og oprette bosættelser.

Det tiltag blev startskuddet til en årelang udmarvende såkaldt ”lavintensiv” guerillakrig mellem Marokko og ørkenfolkets frihedsbevægelse Polisario – støttet af Algeriet. Under de stridigheder flygtede en stor del af nomaderne til Algeriet, hvor de nu stadig bor i lejre under kummerlige kår uden tro på en bedre fremtid.

I 1991 fik man omsider en FN-støttet våbenhvile på plads indeholdende et tilsagn om, at der skulle afholdes en folkeafstemning. Desværre er afstemningen endnu ikke gennemført, for parterne har ikke kunnet blive enige om, hvem der skal have lov til at stemme. Hvordan foretager man overhovedet en afstemning blandt nomadefolk i evig bevægelse, og hvor de fleste individer slet ikke er at finde i et folkeregister?

Tiden arbejder for Marokko, der uophørligt opfordrer marokkanere fra nord til at bosætte sig i Vestsahara med de subsidier og skattefordele, der naturligvis følger med. Situationen minder om det, vi ser på Vestbredden, med israelsk bosætning. Det er nok naivt at tro, at tiden nu kan skrues tilbage.

Sidi Ifni - kystens perle

Ankom tidlig eftermiddag til Sidi Ifni midt under siestaen, hvor gaderne var mennesketomme og butikkerne lukkede. Den gamle centrale del af byen, hvor jeg fandt et værelse på Bellevue Hotel, ligger på et forbjerg helt ud til kysten, så min altan bød på skøn havudsigt. Zoomede jeg ind på bølgerne, kunne jeg lige ane grupper af surfere, der tumlede sig i den voldsomme brænding.
 
Spanien tilranede sig enklaven efter at have besejret de marokkanske styrker i en kort krig i 1859. De døbte den Santa Cruz del Mar Pequeña. Byens vigtigste bygninger vidner om dens spanske fortid: rådhuset, domhuset, den spanske guvernørs tidligere residens, de gamle garnisionsbygninger samt fyrtårnet, der hviler på en afsats højt over havet, er alle fra 30-erne og dekoreret med smukke spanske Art-deco detaljer.
 
 
 
 
Samtlige bygninger, inklusiv Bellevue Hotel, vender ud mod den centrale Hasssan II plads, som ofte stadig kaldes ved sit gamle spanske navn: Plaza de Espana. Overraskende mange i byen  taler spansk, også hotellets receptionist og kioskejeren i kvarteret. De fleste, man møder på gaden, siger lige så gerne hola som bonjour. Rundt om hjørnet ligger Cafe el Faro, posthuset har den gamle postkasse hængende på facaden bærende den spanske tekst: 'Correos - Avion/Ordinario'. Campingpladsen hedder El Barco, restauranterne serverer Paella og Tortilla, og er du til spansk popmusik, eller ønsker du at følge den spanske fodboldliga, er den lokale café lige stedet.
 
 
 
Havet under mit vindue
 
 
 
Den positive og vedholdende interesse for det spanske kan forekomme paradoksal, for spanierne var som kolonimagt brutal. Min sporadiske forsknings spredte kilder hævder, at folk i Sidi Ifni har en stærk frihedsfølelse og et udpræget ønske om at distancere sig fra det officielle Marocco - og i den sags tjeneste bruger man selektivt den spanske fortid.
 
Ved flere lejligheder har der været voldelige sammenstød mellem indbyggerne og marokkansk politi. Senest i 2008, hvor politiet efterfølgende blev beskyldt for at optræde unødvendigt brutalt. En høj arbejdsløshed er sikkert en del af forklaringen. Hvor meget, der ulmer under overfladen, havde jeg svært ved at fornemme, for jeg var kun på gennemrejse. Umiddelbart virker stedet usædvanlig tilbagelænet selv efter marokkansk standard.
 
Spanierne forlader Ifni

I starten af det 20. århundrede var Marokko styret af en enevældig sultan, hvis magtsyge og mangel på lederevner havde bragt landet på fallittens rand. I 1912 besatte franskmændene Marokko for at beskytte deres økonomiske interesser og landets franske statsborgere, hed det sig. Op gennem 40-erne og 50-erne voksede modstanden mod franskmændene, og i 1956 lykkedes det en nationalistisk modstandsbevægelse at kaste de franske koloniherrer på porten. Selvom franskmændene var væk og kolonialisme nu umoderne, nægtede Spanien at trække sig fra Sidi Ifni med henvisning til, at op mod 60 % af byens borgere var af spansk herkomst. Først i 1969, 13 år efter franskmændenes farvel, rømmede spanierne byen.
 
                  Læs første del af mit rejsebrev ------------> HER
 
Videre på nettet:
 
Heike Pirngruber: Bicycling Africa, Morocco
Jean-Baptiste (FreeWheely): Entering the Sahara