REJSER / Rejsen til Cap Juby / 1 del - Over Atlasbjergene og vestpå til havet

1. del - Over Atlasbjergene og vestpå til havet

Flere fotos i galleriet
 
 
Fra primo december sidste år (2023) til medio januar i år rejste jeg for tredje gang rundt på cykel i det allersydligste Marokko. Denne gang brugte jeg mest tiden langs Atlanterhavskysten samt på det område længst mod syd, der grænser op til det, vi nu kalder Vestsahara, men som tidligere hed Spansk Sahara, da det var under spansk overherredømme frem til 1975.

For at have et håndfast mål med min tur, havde jeg hjemmefra besluttet, at jeg ville besøge den lille fiskerby Tarfaya (tidligere kaldet Cap Juby), der udgør porten til Vestsahara. I dag er byen mest kendt for, at den i starten af det 20 århundrede fungerede som mellemlandingsplads under den franske postflyvnings pionerdage. Den berømte pilot og forfatter Antoine de Saint-Exupéry, ham med 'Den lille prins', fløj på postruterne i de tidligste år. Til ære for ham og de andre dristige piloter har man indrette et lille museum i Tarfaya, som jeg så frem til at besøge.
 
Jeg begynder i den dramatiske ende.
 
Jordskælvet 8. september 2023
 
Hjemmefra havde det været min tanke, at når jeg landede i Marrakesh, ville jeg straks hoppe på en bus og lade mig befordre videre sydover. Men da flyet lagde an til landing, og jeg fra luften så de sneklædte bjergtoppe rejse sig dramatisk langs horisonten mod syd, var tanken om en passiv bustur, med aircondition og skærmende rudeglas mellem mig og den fysiske virkelighed, ikke mere så tillokkende. Efter en overnatning i Marrakesh spændte jeg derfor min bagage på cyklen, fyldte vandflaskerne og satte kurs sydover mod bjergene.
 
 

Allerede på turens første cykeldag fik jeg syn for sagen: skaderne efter det jordskælv, som havde ramt området den 8. september sidste år, er enorme. Lavlandet både nord og syd for bjergene samt storbyerne Marrakesh og Taroudant er sluppet nådigt, mens mange bjergbyer, hvor huse traditionelt bygges af ler, næsten er jævnet med jorden. Med bistand fra FN har myndighederne rejst teltlejre og sørget nødtørftigt for lægehjælp og det sanitære. Bulldozere og gravkøer er i fuld sving overalt, men det er tydeligt, at det vil tage lang tid at rydde op og bygge nyt, så alle igen får rigtigt tag over hovedet.
 
 
Faktisk havde jeg helt fortrængt, at Atlasbjergene havde været ramt af et jordskælv - krigene i Ukraine og på Gazastriben samt de utallige uhyggelige konsekvenser af de globale klimaforandringer fylder for tiden alt i medierne - så da jeg så de første telte på bjergenes nordvendte skråninger, troede jeg fejlagtigt, at de var rejst for at huse de tilrejsende folk, der forestod årets olivenhøsten.
 
 
Gîte du Lac, 'mit' ødelagte herberg i Ouirgane.

I bjergbyen Ouirgane, hvor jeg havde set frem til at overnatte, fandt jeg det herberg, jeg havde haft i tankerne, ødelagt. I lighed med naboerne boede stedets ejere nu i telte rejst i haven. Trods familiens egne trængsler havde de overskud til at sørge for, at en cyklende gæst fra Danmark fik tag over hovedet, og det var han glad for.
 
Der var revner i væggene i det kælderværelse, jeg fik anvist, men de var hverken dybe eller bredde nok til at ødelægge min nattesøvn, selvom tanken om nye rystelser flygtigt strejfede mig, da byens hunde i midnatstimen begyndte at hyle i kor. Jeg har senere læst, at jordskælvet, der blev målt til 6.8 på richterskalaen, havde sit epicenter lodret under det sted, hvor landsbyen Ouirgane ligger. Udover de omfattende materielle skader har man nu opgjort, at op mod 2500 mennesker måtte lade livet.
 
Landene ved Middelhavet rammes fra tid til anden af jordskælv, og Marokko er ingen undtagelse. I Rifbjergene langs den nordlige middelhavskyst er skælv næsten en regelmæssig hændelse - vi så det i februar 2004 og i januar 2016. Siden Marokko genvandt sin selvstændighed fra Frankrig i 1956, er det mest ødelæggende og dødeligste skælv det, der ramte kystbyen Agadir den 29. februar 1960. Jordskælvet, der fandt sted under ramadanen, dræbte mellem 12.000 og 15.000 mennesker (en tredjedel af byens befolkning på det tidspunkt) og jævnede byen med jorden. 
 
Nfis-dalen og bjergpasset Tizi-n-Test
 
Den stejle, hullede og snoede bjergvej, der forbinder Marrakesh med Taroudant i Sous-dalen, bringer de vejfarende over det 2 kilometer høje bjergpas, Tizi-n-Test. Til glæde for os cyklister bruges vejen nu kun af de lokale, for al tung trafik skal benytte en 4-sporet motortrafikvej beliggende længere mod vest. En vej, som i øvrigt kun udgør en lille sektion af et ambitiøst vejprojekt, der slutteligt vil forbinde hovedstaden Rabat med det allersydligste af landet. 
 
 
Ijoukak, en lille bebyggelse hvor jeg stoppede for at spise frokost, ser ikke ud af meget i vores dage. Men byen og området var engang centrum for det magtfulde Almohad-kalifat, et berber-muslimsk imperium grundlagt i det 12. århundrede. I sin glansperiode kontrollerede det store dele af den iberiske halvø og Nordafrika.
 
Besøger du Nfis-dalen, bør du stoppe og give dig tid til at beundre det sidste kulturelle vidnesbyrd fra Almohad-tiden - den imponerende moské Tin Mal, der blev opført i 1156 for at ære dynastiets åndelige leder, Mohammed Ibn Tumart. Bygningen er den ene af ​​de to moskeer i Marokko, der er åben for ikke-muslimer, den anden er Hassan den II moské i Casablanca.
 
Dygtige håndværkere, arkitekter, arkæologer og ingeniører fra Marrakesh har brugt år på omhyggeligt at istandsætte moskeen, og de var lige ved at være i mål. Det er ikke til at bære, at jordskælvet nu har ødelagt henved 75% af det enestående bygningsværk, se billeder her. Nu kan man starte forfra, hvis man da eller kan skaffes de nødvendige midler.
 
Sidst på eftermiddagen nåede jeg Tizi-n-Test. Til min glæde havde jordskælvet skånet den lille café, som jeg, fra et tidligere besøg, viste lå ved passet. Efter en tiltrængt kande mynte-te, Marokkos nationaldrik, gav ejeren mig lov til at slå teltet op bag cafeen og benytte en varm bruser. Resten af aftenen brugte jeg på at nyde  den storslåede udsigt over Atlasbjergenes sydside og tanken om, at morgendagen bød på 30 kilometers nedkørsel fra passet i frihjul.
 
 
  
 
Efter de anstrengende cykeldage på den stejle bjergvej nød jeg i særlig grad mit hotelophold i Taroudant. Men sådan er det, når jeg rejser: jeg opsøger kontraster. Efter hviledagene i Taroudant ville jeg fortsætte mod syd over Anti-Atlas for at nå bjergbyen Tafraoute og den frodige kløft Ait Mansour. Med dette lille intermezzo lagt bag mig håbede jeg at nå Atlanterhavet og kystbyen El Ouatia inden juleaften. 
 
Tafraoute og Ait Mansour
 
Byen Tafraoute indtager ærespladsen i den smukke Ameln-dal. På alle sider er byen omgivet af sære trolleagtige, bizarre bjergeformationer, og dalbunden er krydret med et tæppe af glatte, massive klipperstykker, der spænder i størrelse fra marmor-kugler til boligblokke.
 
 
Det karakteristiske keglebjerg, som man finder lige syd for byen, kalder de lokale for "Le Châpeau de Napoléon" (Napoleons Hat). Desværre er min viden om den hedengangne franske kejsers hattemode ikke helt ajourført. Men bjergknolden ligner da de napoleonshatte, vi får rakt over disken i danske bagerier. Så måske bør bjerget retteligt hedde "Le châpeau Napoléon danois" :-)
 
 
Ait Mansour-kløften, der ligger 30 km sydøst for Tafraoute, er ligeså grøn og frodig, som den omgivende ørken er rød, stenet og tør. Da jeg slap cyklens bremser for at lade tyngdekraften bære mig gennem hårnålesvingene og ind mellem kløftens stejle granitvægge, kunne jeg høre vandets rislen og mærke, at temperaturen faldt betragteligt.
 
Du kan overnatte på et herberg i kløften, hvis du på forhånd træffer aftale, eller du kan stoppe ved en lille café og nyde en forfriskning ved et klapbord omgivet af grønne dadelpalmer og det rige dyreliv - fugle, fisk og frøer. Om sommeren er kløften det idelle sted for et svalende afbræk fra ørkenens flimrende hede efter gammel nomadisk tradition.
 
 
 
                              Læs anden del af mit rejsebrev -------> HER