dens opgradering til havsejlads og mine erfaringer med båd og grej:
S/Y Erica er en 24 fods Bandholm med sejlnummer 252 bygget i Bandholm på Lolland i 1979. Den hører hjemme i Københavns Sydhavn, hvor vi begge er stolte medlemmer af en af landets ældste sejlklubber, Sejlforeningen Enighed. Klubbens hjemmeside finder du her: www.enighed.dk
Bandholmbådene, tegnet af Knud Olsen, er kendte for deres fine sejlegenskaber og gode håndværksmæssige kvaliteter. Min på 24 fod har klassiske linjer og er ikke en kapsejler, men den er stabil og tryg at sejle under alle forhold. Det er min erfaring, efter vi sammen har tilbragt 13 måneder på Østatlanten. Mit budget for turen var begrænset. Havde jeg haft penge til en lidt større båd, ville jeg måske havde foretrukket en på 27-30 fod - nok mest for komfortens skyld, når vi var to ombord. Du kan læse mere om bådtypen på: www.bandholm.de
Nu, hvor jeg har afsluttet turen, kan jeg sige, at intet vitalt ombord svigtede, stort set alt udstyr fungerede, som det skulle. Udgifter til reparationer og køb af nyt udstyr var næsten nul. Tingene slides naturligvis, og før næste sæson skal småskader udbedres: to vinduer i ruffet er nu utætte, et par scepterfødder er røget i svejsningen og storsejlet, der var nyt fra starten, trænger til lidt reparation.
Vi forlader Gijon i Nordspanien
Riggen
Jeg har ikke rulleforstag på båden, mine forsejl monteres med traditionelle pistolhager. Alle de gamle vanter og stag var standard 5 mm rustfrit stål, men da de sandsynligvis var på alder med båden, besluttede jeg - efter en snak med en rigger - at udskifte det hele. Jeg lod mig ikke friste til at forøge wiretykkelsen, da det sandsynligvis blot ville flytte eventuelle problemer til mere kritiske punkter, fx til ryst-jern eller mastefittings. Samtlige vantskruer blev udskiftet, men alle mastefittings så OK ud og blev ikke rørt.
Jeg valgte at montere et ekstra forstag fastgjort til en øjebolt ca. 70 cm agten for stævnbeslaget. I forbindelse med montagen var det nødvendigt at forstærke fordækket på indersiden med et ekstra langsgående spant. Et ekstra forstag giver ekstra sjælefred. Men ideen var også at opnå bedre balance i sejlføringen, når jeg satte en stormfok og rebede storsejlet helt ned. Stormfokken sad permanent monteret i en pose på dette ’cutter-stag’, som man kalder det.
Et ekstra forstag besværliggør genuaens overførsel, når vi stagvender. I praksis var det et mindre problem, da man på langfart kun sjældent krydser over større afstande.
Madeira forude!
I en konstruktion, som på Erica, hvor mastefoden hviler på dækket, kan kompression og deformation at det underliggende dæksspant være et problem, specielt når der sejles på hård bidevind. På min båd var deformationen ikke slem, men jeg valgte alligevel at forstærke det tværgående dæksspant med to 5 mm tykke alu-plader.
Skottet under masten forstærkede jeg med 2x5 mm alu-plade
Storsejlet var næsten nyt, da jeg drog afsted. Fra fødslen er det forsynet med korte sejlpinde og to gange rebehuller. Jeg bad sejlmageren montere ringe til et tredje reb, så jeg kunne rebe ned til stormsejlsstørrelse. Jeg brugte kun det tredje reb få gange på turen, men jeg ville nødigt have undværet muligheden. Det første reb brugte jeg sjældent, men det andet benyttede jeg nok på omkring en tredjedel af turen, da det gav en god balance sammen med genuaen.
Rebeliner er først til cockpittet, og rebningen kan gennemføres relativt hurtigt. Jeg skal en kort tur op til masten, for at hjælpe rebeøjet ved forliget på den traditionelle krog ved svanehalsen. Efter lidt øvelse kan jeg nu rebe på omkring 2-3 minutter.
Min Genua er gammel og relativ slidt. Før afgang gik jeg alle sømme efter med symaskinen, og sejlet holdt turen ud. Ombord har jeg desuden en almindelig standardfok og en stormfok. Til at supplere den almindelige genua i let vind har jeg fået syet en såkaldt 'drifter' i spilerdug. Sejlet er på 22 m2 og trækker bedst med vinden inden tværs eller agten for tværs, hvor jeg kan bære det i op til 8 m/s. Det hæftes med traditionelle pistolhager på forstaget. Sejlet er altså ikke 'flyvende', som en spilere eller genaker, hvad der gør det nemt at betjene. Den fordel er helt afgørende, når man - som jeg - ofte sejler alene.
Drifteren på arbejde...
Motoren
Min Bandholm er gjort klar til en indenbords motor, men der har aldrig været monteret en sådan i båden. Før afgang købte jeg en ny udenbordsmotor på 5 hk med langt skaft. Båden har en fin motorbrønd, men da vindroret skal sidde i bådens centerlinje, for at virke optimalt, monterede jeg motoren i et løftebeslag på styrbord side af agterspejlet. Det er en begrænsning med en udenbordsmotor, at skruen kan hoppe ud af vanden, når bølgerne går højt. Når der er vind og bølger, foretrækker jeg normalt at sejle med sejl, så i praksis gik det OK.
Motoren har kørt upåklageligt på hele turen. Da båden skulle på land dette efterår, var monteringsboltene tæret fast - rustfrit mod støbt aluminium er en galvanisk dårlig cocktail - så boltene bør smøres grundigt med jævne mellemrum. På de sydlige - lavere - breddegrader er saltprocenten i vandet høj. Det tærer kraftigt på båd og grej - selv mit 'rustfrie' bestik rustede!
Vindroret
Et vindror er et stykke praktisk mekanik, du ikke kan undvære på oceansejlads, specielt når du sejler alene. Efter en del research på markedet valgte jeg et tysk produkt, en Windpilot model Pacific Light bygget efter servo-pendul princippet. Roret kan fjernbetjenes fra cockpittet ved hjælp af et par liner, hvilket ikke fungere optimalt. I praktis måtte jeg ofte ud på agterdækket (iført sikkerhedsline, naturligvis),for at indstille vindroret manuelt.
Mange langturssejlere supplerer vindroret med en elektrisk autopilot. Det er en god ting, specielt når der motorsejles over længere strækninger. Autopiloten er imidlertid en strømsluger, og tillige kan den støje en del, så jeg fravalgte den.
...og vindroret
Navigation og kommunikation
Jeg har en Garmin GPS 120 monteret om læ. Den kan svinges ud, så jeg kan se den i cockpittet. Det gør jeg dog sjældent, da jeg på længere strækninger normalt kun tager min position 2-3 gange i døgnet. Jeg benytter mig aldrig af waypoints.
Den eneste radio sender/modtager jeg har ombord er en håndholdt VHF radio model ICOM, IC-M91D. Den er vandtæt, er med GPS og har fungeret fortræffeligt i de 13 måneder, jeg var på farten. Radioen er imidlertid meget strømforbrugende, og selv om jeg medbringer et ekstra batteri, har jeg den kun sjældent tændt i døgndrift (hvilket sikkert vil foranledige løftede pegefingre..). Ombord havde jeg også en lille Satellit-understøttet nødsender.
Jeg bruger ikke elektroniske søkort, kun Imrays oversigts- og detailkort af papir suppleret med de nyeste udgaver af henholdsvis Reeds Nautical Almanac og Ann Hammicks Atlantic Crossing Guide plus diverse andre pilotbøger dækkende de relevante sejladsområder.
Diverse
Jeg har tre ankre ombord: et paraplyanker på ti kilo og to Bruce-ankre på henholdsvis 5 og 7.5 kg. Paraplyankret gemmer jeg ved kølsvinet, for jeg bruger det kun, når bunden fx er dækket af ålegræs. De to andre ankre hænger på henholdsvis push- og pull-pit. Desuden medbringer jeg et lille drivanker på 90 cm i diameter monteret med 70 meter line. På længere strækninger står det hele pakke i en balje i agterste del af cockpittet klar til brug. Jeg benyttede udstyret to gange på turen, og det fungerede overbevisende. Folk med erfaring anbefaler, at man sætter drivankret fra hækken, da det har mindst tre oplagte fordele. 1) Du skal ikke op på fordækket og rode, hvor du jo er i en udsat position. 2) Du har skødespillene lige ved hånden, når ankret skal bjerges. 3) Roret er mindre udsat for kraftige chokvirkninger fra bølgerne, når hækken vender mod vinden.
Mit drivanker, som jeg benyttede et par gange på turen.
