2. Rejsebrev: Når en dør lukkes ...

 

Tbilisi, 30 sept. 2022

 

Sidst, jeg skrev, boede jeg i Kutaisi - en lille by beliggende ved foden af det vestlige Kaukasus. Herfra havde det været min tanke at cykle op i bjergene, for at opleve det alpine terræn i distriktet Svaneti og se de særegne middelalderlige kulturer i landsbyerne Mestia og Ushguli. Det, der interesserede mig mest var, som altid, selve vejen der op.

 

Desværre var der udsigt til mange dage med regn, hvilket ville havde gjort det vanskeligt og tillige farligt at færdes på de små bjergveje, der ofter blot er simple spor gravet med bulldozer. Kraftig regn på bjergskråningerne underminerer nemlig terrænet og øger herved risikoen for mudderskred betragteligt.

 

Så, farvel til Kaukasus i første omgang, men til gengæld fik jeg set et par andre interessante lokaliteter, fx kurbyen Borjomi med det helsebringende kildevand og Stalins fødeby Gori...

 

 

Kurbyen Borjomi i det centrale Georgien er kendt for sit helsebringene mineralvand, der pibler frem fra jordens indre flere steder i Borjomi-kløften. Vandet skal ikke pumpes op, men stiger under tryk op til overfladen, hvor det i rør transporteres til tapperier i byen. 

 

Det var soldater i det daværende Russiske Kejserrige der i 1820 opdagede kilderne. Rygtet om det sundhedsfremmende mineralvand spredte sig hurtigt til alle hjørner af riget og forvandlede snart Borjomi til et yndet mål for den kejserlige elite, turister og mennesker med fx fordøjelsesproblemer og sukkersyge.

 

Efter den russiske revolution i 1917, og den sovjetiske overtagelse af Georgien, blev tapperierne nationaliseret og mineralvandet en vigtig sovjetisk handelsvare. I dag, hvor Sovjetstaten er fortid, er Borjomis vand tilbage på georgiske hænder og et indbringende produkt, der optager hyldeplads på Georgiens supermarkeder samt eksporteres til mere en 30 lande.

 

 

 

Byens nyeste kurhotel, hvor pengepungen kommer på kur - slankekur.

Flodvandet trænger tydeligvis også til et helsefremmende kurophold!

 

 

 

Ved en af kilderne har man opført en smuk, frodig park. Under det lydeblå kuppeltag (der i stil minder om Palmehuset i Københavns Botaniske have) udskænker to ældre kvinder (iført hvide lægekitler, naturligvis) de helsebringende dråber. Man kan også fylde sin medbragte plastikdunk, men kun 2.5 liter pr person! annoncerer et skilt. Jeg smagte selvfølgelig på vandet. Det er lunkent, når det drikkes direkte fra kilden, og smager af muggent havvand tilsat sukker og citron. Produktet vinder forhåbentligt ved, at det afkøles og tilsættes kulsyre.

 

 

Lille familie med chauffør og barnepige besøger Borjomi og smager på kildevandet, ca. år 1900. (Fra fotoudstilling i parken)

 

 

Et af byens flasketapperier år 1900.

 

Borjomi ligger i en kløft omgivet af bjerge til alle sider, så der er heldigvis grænser for, hvor meget mere der kan bygges.

 

 

 

Enkelte huse er med facader og terasser af træ, smukt bemalede i kulørte farver og sandsynligvis finansieret af velhavere i kejsertiden. Der er langt til det kasserne-agtige betonslum fra sovjettiden, man ellers stadig ser overalt i de tidligere sovjetrepublikker.

 

Jeg nød mit korte ophold i byen, for ultimo september er turistsæsonen slut, efteråret på vej og byen så småt ved at gå i vinterhi.

 

 

 

I Josef Stalins fødeby Gori hyldes og æres byen søn stadig som den, der satte en stopper for Hitlers terrorregime, hvilket mildt sagt er en sandhed med modifikationer. Glemt er tilsyneladende al tale om Stalins ikke-angrebspagt med Hitler, der gav nazisterne frit lejde til kort efter at overfalde Polen, samt sovjetregimets egen terror, fx NKVD det hemmelige politi og Gulaglejrene, hvor millionvis af menneskers liv ofredes i en såkaldt høj sags tjeneste.

 

Stalin skånede ikke i nævneværdig grad sit fødeland, som det ellers fra tid til anden påstås. Såkaldte 'udrensninger' i også Tbilisi efterlod massegrave i byens forstæder, fx i Vake der nu er et attraktivt område for Tbilisis overklasse.

 

Churchill skulle havde sagt, at Stalin forvandlede Rusland fra bondesamfund til atomvåbenmagt, og det var vistnok ment i respekt og æresfrygt.

 

Et af maxismens centrale slagord forkynder, at mennesker skal yde efter evne og nyde efter behov. Umiddelbart lyder det måske sympatisk, men hvem skal definere vores reelle behov samt, hvornår vi i sandhed yder efter evne? Tja, under Stalin var det Stalin der bestemte, og ved at lade folk arbejde sig til døde i Gulaglejrene, sikrede han sig, at alle fuldt og helt ydede efter evne. Til sidste krampetrækning og bloddråbe. Respekten for det enkelte menneskes behov eksisterede ikke, alene fordi den enkelte (det mest virkelige af alt) konsekvent altid abstraheres bort i totalitære systemer; mennesket er ikke til i sin egen ret, men for at tjene totaliteten. I praksis vil det sige magteliten.

 

 

 

Foran selve den store museumsbygning, opført i 1957 (få år efter Stalins død), står det lille bondehus, hvor Stalin angiveligvis voksede op. Huset er nu omsluttet af en beskyttende søjlehal. Den romersk inspirerede konstruktion virker både bizar og en kende komisk.

 

 

Ved museet står opstillet Stalins personlige 'skudsikre' togvogn (han brød sig ikke om at flyve), som han bla. rejste til Jalta i, for at mødes med Churchill og Roosevelt. Et møde der blev etableret i forsøg på at koordinere de tre stormagters krigsindsats mod Nazi-Tyskland. 

 

 

                                              *

 

Efter en afstikker til Borjomi og Gori kom den dag, hvor jeg kunne dreje styret mod nord og cykle op i Kaukasus...

 

 

 

Man kan undre sig over den ivrige hjem- og tilflytning, for stedet ligger langt fra alfarvej og sne blokerer bjergvejen til byen 6 mdr. om året. Måske tilbydes gunstige skattevilkår for tilflyttere, da regeringen, ud fra almindelig territoriel logik, har en naturlig interesse i, at grænseegnene tæt på Rusland ikke affolkes. At despoten Putin tydeligvis er ligeglad med selvstændige landes eventuelle territorielle krav, det er en anden historie...

 

 

Det 2700 m høje bjergpas Datvis jvari er det højeste punkt på vejen til Shatili.

 

 

Teltslagning for natten nær passet.  

 

 

Sagina Slotstårn, et typisk kaukasisk vagttårn. 

 

 

Shatilis store attraktion, bortset fra den naturskønne beliggenhed, er den gamle befæstede by, bestående af 60 sammenvoksede tårnlignende bygninger, der fremstår som en helhed. Det virker unikt, og man skal langt op i Himalaya, for at finde noget der ligner.

 

 

De fleste bygninger er fra den sene Middelalder, men arkæologer mener, at stedet var bebygget også i forhistorisk tid.

 

 

 

 

De flade skifer-sten er fint tilpassede, hvilket er med til at sikre byggeriet en lang levetid.

 

 

I modsætning til den befæstede by er Shatilis nybyggerkvarter opført af spånplader og andre billige materialer. Det kaldes "fremskridt", har jeg forstået..

 

 

Slut fra Georgien i denne omgang, det har været en spændende og lærerig fornøjelse. Flyet til København letter fra Tbilisi i morgen eftermiddag. Hjem til det danske efterårsvejr..

 

Bh

Claus

                                              Læs 1. rejsebrev ----> her