REJSER / Rejsebreve fra Kirgisistan / 3. Silkevejene og Tash-Rabat

3. Silkevejene og Tash-Rabat

Kochkor, 6/9 - 2019
 
Lidt baggrund
 
Silkevejene er betegnelsen for de landbaserede handelsruter, der længe før vores tidsregning havde forbundet Kina med henholdsvis  middelhavsregionen og Mesopotamien (nu Irak). Transportruternes betydning eksploderede omk. år 200, da de romerske kejsere fik smag for den kinesiske silke. Silkeveje stammer fra tysk seidenstraße, der første gang blev brugt af den tyske geograf Ferdinand von Richthofen i det 19. årh.
 
Ad ruterne blev der udvekslet en mangfoldighed af forskellige handelsvarer, men også ny teknologi, ideer og religiøse tankesystemer. Silkevejene kunne for såvidt lige så godt hedde Papirvejene, for papir fra Kina var en eftertragtet artikel. Senere lærte italienerne at fremstille bedre og billigere papir end kineserne, og handlen med netop det produkt gik så fra vest til øst.
 
Den vigtigste transportform var karavaner med kameler som lastdyr. Da søvejen til Indien blev opdaget i det 14. årh., mistede de landbaserede transporter gradvis deres betydning. I vore dage er lastbilerne ved at vinde en del af det tabte tilbage, men helt så romantiske som kameler er lastbiler desværre ikke.
 
                                               *        
I det sydøstlige Kirgisistan, tæt på grænsen til det vestlige Kina, ligger Tash-Rabat, et af Centralasiens mest interessante monumenter fra karavanetrafikkens storhedstid. Bygningen, som fremstår næsten intakt, modsiger lidt den opfattelse, jeg har set på skrift flere gange, at Kirgisistan ikke byder på kulturseværdigheder af betydning, men kun på natur og landskaber. Tash-Rabat er et gammelt såkaldt caravanseri. Det var på sådanne 'rastepladser' de store karavaner stoppede for at hvile, søge i sikkerhed for røveriske overfald eller i ly, når vejret var dårligt.
 
 
Bygningen, der ligger 3500 meters over havet, måler 36 x 36 meter. Den er halvt skjult i en bjergskråning og udelukkende bygget af sten. Sovjetrusserne, der reparerede lidt på monumentet i 80-erne, gjorde det overaskende nænsomt, for man kan kun lige ane, at de brugte lidt cement. Den store indgang leder ind til bygningens centrale rum, som er omgivet af et netværk af mindre rum, 30 ialt, der velsagtens blev brugt til soveværelser, køkken og bederum.
 
 
Tiden står stille, når man bevæger sig rundt i bygningens dunkle, kølige og ilt-fattige rum, hvor skyggerne danser på de rå vægge. Med lidt fantasi er det nemt at forestille sig det liv, som udfoldede sig på stedet, når købmænd ankom efter at havde gennemrejst en af silkevejenes mest øde strækninger eller brød op, for at drage videre med deres tungt lastede heste, kameler eller yakokser.
 
 
Alle deres tanker og minder og sorger og ønsker er lagret i murene her - Joanna Lumley 
 
 
 
Den store kuppel, der hviler øverst på taget, er forsynet med lys- og ventilationshuller. Midt på gulvet i det centrale rum ses resterne af en gammel brønd, og sandsynligvis har bygningen også rummet en fængselscelle.  Ofte siges det, at bygningen er fra det 15. årh. Men nogle eksperter mener, at stedet har været et kloster for nestorianske kristne og muligvis også for buddhister, der huserede på de kanter allerede i det 10. årh.
 
 
Tash-Rabats tidløse appel understreges af dets fabelagtige beliggenhed mellem Tien Shans sneklædte bjergkamme. 
 
 
 
En lille familie har slået deres jurtetelte op kun et stenkast fra Tash Rabat. Mutter her har indrettet sig med sit køkken i en gammel opklodset skurvogn. Familiens flokke af heste, køer, får og geder græssede utrætteligt på de skrånende bjergsider. De fleste af familiens telte var indrettet til logi for os turister.
 
 
Familiens yngste medlem
 
 
Har du mod på et aktivt indslag under din ferierejse, gelejder familiens datter dig gerne op på en ældre hest, der så næsten selv klarer en rundtur i terrænet på rutinen. Efter gårsdagens 115 km på cyklen lod jeg mig ikke besnære af dette sportslige tilbud. Dog var jeg tæt på at lade mig friste til en overnatning i et jurtetelt. Da jeg imidlertid mærkbart følte mig påvirket af højden og den iltfattige luft og vidste, at jeg ville havde godt af at køre ned til et lavereliggende terræn (få hundrede højdemeter kan gøre en stor forskel) nøjedes jeg med en omgang varm nuddelsuppe og te.
 
 
Først på eftermiddagen rullede jeg retur ned gennem den smukke Kara-Kojon kløft, hvor jeg efter lidt søgen fandt en nogenlunde flad og kokagefri plet til mit telt.
 
 
Alt for tidligt næste morgen blev jeg vækket af en flok retshaveriske køer, der så absolut ikke ville lade sig spise af med andet, end netop de to kvadratmeter saftigt græs, mit telt stod på.
 
 
 
Inden for korte afstande kan landskabet i Kirgisistan fuldstændig ændre karakter, hvad jeg igen fik bekræftet, da jeg de næste par dage kørte nordpå for at nå højlandssøen Song. Området jeg gennemkørte var knasende tørt og ledte tankerne i retning af Grand Canyon og det vilde vesten. I egnens små støvede landsbyer lever mennesker langt fra hovedstadens moderne byliv. SmartPhones er naturligvis allestedsnærværende, så Facebooks Mark Zuckerberg også kan holde et vågent øje med kirgisernes interesser og forbrugsvaner.
 
 
 
 
De dødes byer
 
Du ser dem overalt i Kirgisistan: hvad der på afstand ligner små byer pakket med fine små lerstenshuse viser sig ved nærmere eftersyn at være gravpladser. Typisk ligger de lidt fra landsbyen, ofte på en bakkeskråning, og sædvanligvis gør de større indtryk på os vejfarende end de landsbyer, de tilhører. Gravstenene og de store mausolæer er typisk pyntet med symboler fra vidt forskellige traditioner og ideologier. Ofte prydes et og samme gravsted med både en islamisk halvmåne, en kommunistisk rød stjerne eller hammer og segl og en hovedskal fra et dyr. Det sidste som et vidnesbyrd om, at landet ikke helt har sluppet en animistisk og shamanistisk religiøs fortid. Et falmet foto eller en sirlig gravering på en gravsten af den afdøde i søndagstøj er et lån fra russiske traditioner.
 
 
De dødes Byer er unikke for Kirgisistan, men de er ikke af ældre dato. Kirgiserne levede næsten udelukkende som nomader til et godt stykke ind i det 20. årh. Man begravede folk, hvor de døde - uden ståhej - og de blev hurtigt glemt. Under sovjettiden, hvor nomadernes livsstil bekæmpedes og folk tvunget til at bo fast og arbejde som land- eller fabriksarbejdere, blev det hurtigt fasionabelt at gøre meget ud af gravpladserne.
 
 
Som et nostalgisk islæt fra fortiden placeres ofte et fugleburslignende stålskellet i jurteteltets form over gravene.
 
 
 
Søen Song-Kul
 
Song-Kuls bredder og bakkerne omkring søen er nomadeland par excellence. Det er Kirgisistans næststørste sø, og man kan kun nå den ved at give sig i kast med en af de stejle pasveje, som fører op til søen, for vandspejlet ligger 3000 meter over havets.
 
Kommer du fra syd, skal du over det 3350 meter høje bjergpas, Moldo-Ashuu. Jeg tog fat på turen efter en nat i teltet ved pasvejens fod, og efter vel omk. 5 til 6 timers træden i pedalerne - dog trækkende cyklen i ny og næ - nåede jeg sen eftermiddag toppen.
 
 
Umiddelbart før det sidste af de talrige sving mod passet havde en spøgefugl fra det kirgisiske vejvæsen opsat et skilt (det første og eneste på hele pasvejen) der oplyste os vejfarende om, at nu slog vejen et farligt sving :-)
 
 
Sidste strækning på frihjul mod søen forløb ikke helt uden dramatik. En ophidset hyrde til hest forsøgte gentagne gange at blokere mig vejen, ved at tvinge hesten ind foran min cykel. Hvad han i grunden ville mig, tror jeg ikke, han selv viste, for han var stiv af vodka og svingede faretruende i luften med en næsten tom flaske. Jeg foreslog med tegn, at vi skulle dele den sidste sjat vodka i flasken, og det indfald ramte tydeligvis noget, han forstod som en venlighed, så langsomt ændrede han attitude. Efter 10 minutter og en sjat af den vodka, han havde spyttet og savlet i, gav vi hinanden hånden på en facon, han troede var venskabelig, og lettet gled jeg det sidste stykke ned til søbredden.
      Jeg kan tolerere meget, og så sandelig også at nyde et godt glas vodka, men ikke at mennesker drikker sig så sanseløst berusede, at de ikke mere ved, hvem de selv er, og hvad der er op eller ned.
 
 
Desværre et alt for almindeligt syn i grøftekanter langs vejene: tomme vodkaflasker.
 
Stemningsbilleder fra min første aften ved søen:
 
 
 
Efter min oplevelse med rytteren, og med sorte regnskyer i horisonten, havde jeg ikke lyst til at tilbringe natten i mit telt. Jeg fandt derfor en nomadefamilie, der tilbød mig logi i et jurtetelt. Et rejsehold fra Frankrig boede allerede i de fleste af teltene på stedet, og jeg fandt det befriende igen at kunne dele mine oplevelser på engelsk.
 
     
 
Min jurte var, som det ofte er tilfældet, meget farverigt indrettet. Der var lunende tæpper på jorden, og i en lille ovn fyrede de op for mig med stenkul eller tørrede kokasser.
 
 
 
 
Det mobile nomadekøkken - dog ikke helt så handy, som mit.
 
 
Når aftenkulden sætter ind, kan et tykt uldent tæppe rulles for indgangen til jurten, så varmen fra ovnen bliver i teltet. Det er koldt om natten ved søen allerede primo september. Er solen fremme, kan dagtimene dog fortsat være lune. Medio september pakker nomaderne teltene og drager med dyrerne til lavere dalstrøg, og først ultimo maj flytter de igen op til søen.
      Næste morgen var himlen heldigvis skyfri, og solen fik derfor hurtigt magt og fordrev nattekulden, så vi fik T-shirt-vejr.
    Det fine vejr gav mig lyst til at cykle en dagtur langs søbredden.
      Stemningsbilleder fra turen:
 
 
 
 
 
 
Jeg bor nu på et lille hotel i byen Kochkor. Om et par dage tager jeg fat på sidste etape af mit kirgisiske cykeleventyr. Det er min intention at sætte kursen vestover, for at nå den lille by Suusamyr. Herfra går det nordpå i en bue op over turens sidste pas og retur til hovedstaden Bisjkek, hvor jeg lige får et par dage til sightseeing, inden mit fly letter den 25. september.
 
Jeg vil slutte min rejseberetning her.
 
Hilsen fra Claus
 
Flere billeder fra turen kan ses i galleriet.