Der er tusind forskellige måder at være ensformig på, og ørkenen kender dem alle. - Sven Lindquist
For en del år siden, under en længere cykelrejse i Sydamerika, valgte jeg at køre gennem Atacamaørkenen, der ligger langs kysten i det nordlige Chile og strækker sig ind i sydligste Peru. Dette ørkenområder er et af de tørreste områder på kloden; visse steder har ikke haft nedbør i mange hundrede år.
Manglen på regn betyder dog ikke, at området er helt goldt og livløst - nær kysten gror for eksempel store hårdføre kaktus, som henter deres livgivende væde fra den fugtige tåge, der jævnligt hænger lavt over Chiles kyster, og som dannes, når den kolde Humboldt-strøm fra syd møder den varme ørkenluft i Atacama.
Kysten i det nordligste Chile er ofte så øde, at det kræver et helt særligt talent at overse de små glade krabber, der piler over strandkantens våde sand eller slet ikke bemærke de venlige pelikaner, som står på klipper ved havet og tørrer deres store næb. Savner du menneskeligt selskab på din færd langs kysten, kan du godt være heldig at møde en fisker, der bor i et skur på stranden, og måske kan han byde dig lidt vand. Først som sidst må du dog være indstillet på at klare dig selv og medbringe alt, hvad du har brug for.
Den panamerikanske hovedvej skærer sig gennem Perus ørkensand. Foto: Torben Finn Laursen
Efter min afgang fra Santiago, Chiles hovedstad, valgte jeg først at følge den panamerikanske hovedvej, der - med lidt god vilje - kan siges at forbinde Patagonien i det fjerneste syd med Alaska højst mod nord. Nogle steder, for eksempel på strækningen gennem Atacamaørkenen, er vejen bred, asfalteret og relativ trafikfri. Hertil kommer, at man som vejfarende kan nyde den luksus at lade sig opvarte med mad og vand på de små rastepladser, som dukker op langs vejen med regelmæssige mellemrum.
Bortset fra at jeg skulle træde i pedalerne mange timer hver dag, var dagene på hovedvejen nemme og bekymringsløse - og selvfølgelig nød jeg solen, varmen og tanken om endelig at være på vej. Men dagene på den snorlige vej var netop også relativt programsatte, og derfor ikke helt i tråd med, at jeg var på jagt efter det ”eventyr”, som ”først begynder, når forudsigeligheden slutter”, som globetrotteren Nina Rasmussen skriver. Da muligheden derfor bød sig, valgt jeg at lægge asfalten bag mig, for i stedet at besværer mig med at køre eller trække min tungt lastede cykel ad et sandet spor yderst langs Stillehavet...
Hvorfor tage på ørkenfærd? Hvorfor frivilligt opsøge disse angiveligvis tomme, gudsforladte steder langt fra alfarvej, som kun synes at bestå af kedelige grå dynger af sten, støv og sand? Hvorfor gøre sig tingene besværlige og løbe den risiko, der vel altid er forbundet med at lade det vante og trygge bag sig for en stund?
Når du tænker på en ørken, ser du måske for dit indre blik gule, smukt svungne sandklitter pyntet med beduiner, kameler og en lille oase. De findes i de sydligste dele af Arabien, i Namibia og også enkelte steder i Sahara. Men der er ikke mange af dem. De fleste af denne klodes ørkener er langt mindre fotogene. Gråt ler, rødt støv, sten, tornebuske og telegrafpæle. Ørkener er ofte store, grimme fortvivlede steder – men jeg holder af dem.
Jeg holder af dem, fordi jeg har krydset dem langsomt og med møje på min cykel. Folk, som suser gennem en ørkenen i en bil, oplever sjældent, hvor uendeligt brogede og varierede de faktisk ofte er. Det kræver sendrægtige bevægelser med øjet at se de subtile farveskift i sandet, variationen af teksturen i klipperne og notere sig de små levende skabninger og den sparsomme beplantning, hvorfra disse skabninger henter næring. Ørkener er sjældent kedelige, undtagen for en fortravlet bilist.
Set fra en vinkel lidt på kant med den moderne restløse tidsånd, kan det at lade sig transportere hurtigt og nemt, for eksempel i bil, med nogen ret ses som et udtryk for en halvhjertet måde at møde verden på, hvor fokus mere er rettet mod at nå frem i en fart end at være undervejs. Det er en ærligt sag at opsøge bekvemligheden og få tingene overstået i en fart, kan man mene. Men for mageligheden og hastværket betales en pris. Bag bilens ruder er du, alt andet lige, mindre tilgængelig og i kontakt med din omverden, end når du for eksempel vælger at vandre eller cykle. Iført vandrestøvler eller siddende på cyklen er du i kontakt med tingene, midt i dem, du sidder ikke bare og ser på, og fornemmelsen af at være tæt på kan være temmelig overvældende. Gør du dig det lidt besværligt, og er du parat til at vove en smule, risikerer du ikke så let at reducere dig selv fra aktiv rejsende til passiv tilskuer.
Forfatteren Thyge Christensen fortæller i sin bog Man kan ikke vaske én hånd, at han for mange år siden krydsede Sahara i bil, for at besøge den lille landsby Gao i Øvre Volta. Efter hjemkomsten til Danmark havde han efterfølgende tænkt meget over, hvad han på den tur havde lært: ”Man kan rejse langt i bil, men sjældent ret dybt”. Thyge var ikke færdig med at udforske Afrika, så belært af sin erfaring købte han på næste tur en cykel i en by i Mali, og - skriver Thyge - ”i tre uger arbejdede jeg mig østpå gennem savannens og steppelandets bopladser og landsbyer. Om aftenen var jeg træt, sulten og støvet. De fleste dage blev jeg inviteret ind hos en familie for at vaske mig, spise og sove. Ingen stimlede sammen for at købe eller sælge. Jeg var snarere rejsende end turist, og det var et stort fremskridt”.
Vandrere og cyklister på langfart er ofte mennesker, som evner at fokusere mindre på turens endemål og mere på at være ”undervejs”. Et dansk cykelpar, der valgte at krydse Australien, fortæller, at de på rastepladser ofte mødte ”svedende bilister med ømme lemmer og rødsprængte øjne, der stak dem et skævt smil med bemærkningen: You are doing it the hard way! - I bilisternes bevidsthed er afstandene store, men vi, som cykler langsomt nok til at se og opfatte de små ændringer i landskabet, kan ikke, som bilisterne, tænke mange hundrede kilometer frem. For os er målet den næste bakketop – eller det næste sving, som viser sig derude i horisonten. Alt imellem disse mål er oplevelsen: en blomst ved vejsiden, guana’en der iagttager os fra en lille tue, ørnen der svæver over os eller kænguruen der i store spring flygter fra os”.
Det er en slidfast sandhed, at "det sete afhænger af øjnene, der ser", for hvad i alverden skulle de ellers afhænge af? Og netop fordi tingene er relateret til det blik, vi hver især møder dem med, kan det at forcere en ”grim og ugæstfri” ørken i et roligt tempo være en god anledning til at vække øjets sans for ørkenlandets små betagende detaljer og det store rums rå, brutale skønhed. Vil du fraliste sandet dets skjulte mirakler, skal du ikke blot ned i gear, men også være "gearet" til at dvæle ved tingene. At et lille trodsigt frø finder lidt fugt, spirer og bryder sig vej op gennem en tør jordskorpe, er et sandt naturens miraklel, såfremt dit øje sanser at tyde det store i de små 'ubetydelige' ting.
Wilfred Thesiger, en britisk eventyrer der i en årrække aktivt valgte at leve blandt beduiner på den arabiske halvø, forklarer i sin bog Arabian Sands, at han søgte ”friheden og freden i ørkenrejsens strabadser”. Og den svenske geograf og opdagelsesrejsende Sven Hedin, der i forrige århundrede rejste intensivt i Himalaya og Tibet, beskriver i Transhimalaya, hvordan han sidder lidt beklemt i sit trange arbejdsværelse hjemme i Sverige og drømmer om ”ørkenens store frihed”, og om det berigende i at ”underkaste sig det oprivende i en ny, lang og meget uvis afsked fra mit eget hjem”.
I vores moderne samfund, hvor "tryghed" næsten bruges synonymt med "velfærd", og hvor vi derfor har vævet os ind i den tvivlsomme forestilling, at en "færd" sagtens kan gå "vel" uden, at vi behøver at løbe en risiko, må de to pioneres udsagn forekomme os fremmedartede og paradoksale. Fortidens store ørkenrejsende havde imidlertid et selvvalgt hverv i ørkenen, og derfor så de ingen modsætning mellem ”frihed” og det ”oprivende og uvisse” - snarere tværtimod. For dem var ”frihed” ikke at svæve rundt i kosmos, frelst for al ulejlighed, men at styre mod et mål, og tage det hårde slid med, fordi både målet og vejen til målet var dem sliddet værd. Med tanke på det, er det nemt at se, at det at gøre sig tingene trygge, lette og bekvemme nok blot udtrykker, at man oplever, at kun lidt er værd at besvære sig over.
Veje uden forhindringer fører på sin vis ingen steder hen, for besværet, ulejligheden og det, at du løber en risiko, er typisk de store øjeblikkes forudsætning: efter en trættende dag under en stegende sol, cyklende af et sandet spor, kan kun få ting måle sig med at slå sit telt op nær Stillehavets kyst, høre bølgerne brydes mod klipperne, nyde et simpelt måltid, se solen gå ned over havet mod vest, ligge i soveposen og fornemme, at du næsten kan røre stjernerne der netop, langt fra alfarvej, står tindrende skarpe, fordi intet kunstigt lys forstyrrer nattehimlen.
Den stegende sol er den svalende skygges velsignelse.
Mørket er lysets chance.
Videre på nettet:
