Hej, jeg hedder Claus, velkommen til min hjemmeside!

 
 
(fortsættelse fra forsiden)
 
... Mine mange og lange cykelrejser har bragt mig vidt omkring i verden, skænket mig et væld af oplevelser og erfaringer, for eksempel lært mig værdien af en simpel og uafhængig tilgang til rejselivet. Den tilgang løber vistnok som en rød tråd gennem de indlæg, artikler og fotos, jeg publicerer her på hjemmesiden.

Nye cykelture er på beddingen, for selvfølgelig er det aldrig nok. Der findes altid endnu en udsigt fra et bjergpas, som sætter pris på at blive beundret, altid endnu en ørken, som tigger om at blive kulegravet. Som supplement til cyklingen har jeg imidlertid nu anskaffet mig en lille 24 fods sejlbåd, som vi har døbt Erica. Båden som 'oplevelsesmaskine' giver mig nye udfordringer og kræver mindre af min fysik, men først og fremmest giver den mulighed for, at min kæreste og jeg kan deles mere om flere oplevelser.

I de første somre med båden besøgte vi flere af Danmarks øer og kyster og de nærmeste nabolande. Men i sommeren 2014 tog jeg for alvor springet og drog ud på langfart. Det blev til 13 måneder på Atlanterhavet, hvor jeg blandt andet lagde vejen forbi Marokko, De Kanariske Øer, Madeira og Azorerne. Min kæreste var med på dele af turen, i det omfang hendes tid tillod det. I vinteren 2014-15 brugte vi for eksempel tre måneder sammen i båden på at udforske den kanariske øgruppe fra søsiden. Læs lidt om Erica og vores atlanterhavstur her.

Jeg starter denne hjemmeside med at bringe en række rejseartikler, hvor jeg fortæller om et par cykelture, jeg for nyligt har gennemført. Du kan læse beretningerne her. Nye artikler vil nu og da komme til, og fra tid til anden vil jeg også bringe indlæg, hvor jeg mere generelt reflekterer over rejselivet, vandrelysten, eventyret og det frie liv under åben himmel.
 
"At rejse er at leve"
Claus Bertung