Karakol, 18/8 - 2019
Efter 10 dage på cykelsadlen er jeg nu fremme i Karakol, en relativt lille by, som ligger i den østligste del af Kirgisistan tæt på grænsen til både Kazakstan og Kina. Temperaturen er faldet dramatisk, siden jeg startede min tur. Da jeg landede den 8. August i Bisjkek, Kirgisistans hovedstad, havde vi første eftermiddag 37 grader i skyggen. Mens jeg i går, på det sidste stykke vej mod Karakol, måtte tage til takke med kølige 12 grader og småregn. Heldigvis har jeg tøj og udstyr med til al slags vejr. Senere på turen, når jeg for alvor kører op i bjergene, kan jeg regne med frost om natten og tillige være indstillet på, at jeg skal kunne klare mig selv i flere dage i træk. Det betyder så, at cyklen fx skal lastes med den nødvendige mængde mad til turen. I bjergene er der sædvanligvis vand nok, for det kan hentes og ofte drikkes direkte fra de fleste floder og vandløb.
Vandet i floderne er isnende koldt, for det kommer direkte oppe fra de sne klædte bjergtoppe mod syd. Som det kan fornemmes på billederne, er der ofte silt i vandet, men det er ikke giftigt og er sikkert godt for fordøjelsen.
Kirgisistan er et sandt eldorado for os friluftfolk. Mulighederne for eksempelvis fri camping er ubegrænsede. Som regel er det uproblematisk, for privat ejendomsret er ikke noget, der i stor stil håndhæves - det er jo gammelt nomadeland. Indtil videre har jeg da også tilbragt de fleste nætter under åben himmel.
Selv i kort afstand fra Bisjkek finder man næsten uberørt natur. Billederne her er fra Kegeti-dalen, en naturperle beliggende 50 km sydøst for hovedstaden, der jo trodsalt er en by med over 1 million indbyggere.
Chefkokken er i sving med at lune vand til morgenkaffen. Han bruger en lille benzinbrænder, hvilket er praktisk, for benzin har høj brandværdi, kan jo skaffes overalt og er billigt - 4 kr. literen. Kl. er otte, og solen er fremme. Snarrådige bjergcampister kaster nemlig et blik på kompasset, før de slår teltet op. Dejligt er det nemlig, hvis morgendagens sol ikke står op lige bag en høj skyggende bjergkam, så de lunende solstråler rammer teltet i de tidligste morgentimer. Det er en detalje, men...
Små ting har ofte så stor betydning, at jeg tit tvivler på, om der mon overhovedet findes små ting.
Kegetidalen: mit mål på anden cykeldag. Vejen videre op gennem dalen går slutteligt over det 3800 meter høje Kegeti-pas. Inspireret af to andre cyklister jeg mødte, følte jeg mig fristet til at fortsætte mod højderne. Jeg valgte dog at holde mig til min oprindelige plan om først at køre mod øst til søen Isyyk Kul og byen Karakul. Passet kan jeg så eventuelt gemme til hjemturen, hvor jeg så vil komme fra sydsiden. Til den tid har jeg vænnet mig til højderne, og min kondition vil utvivlsomt være betydeligt bedre.
I højder over 2000 meter kan "højdesyge" (forårsaget af mangel på ilt) være et reelt problem. Hovedpine er som regel det første syntom. Der findes kemi i pilleform, som kan afhjælpe eventuelle problemer, fx det dyre specialprodukt Diamox. Ny forskning har vist, at det almindelige smertestillende produkt Ibuprofen gør en forskel. Det bedste og sundeste er naturligvis at planlægge en bjergtur, så man langsomt vender sig til de stigende højder.
Fårehyrde til hest.
Det lave landområde omkring Bisjkek er intensivt opdyrket. Vandet leveres fra bjergene med hjælp fra tyngdekraften. Gennem store kanalsystemer ledes og fordeles vandet, så alle bønder får, hvad de har brug for. Den slags anlæg er et godt levn fra sovjettiden.
Resterne at tidligere kollektivbrug fra tiden under russerne ser jeg flere steder. Enkelte er nu på private hænder, andre stå bare og forfalder. Da Kirgisistan i 1928 blev indlemmet i Sovjetunionen som "autonom republik", blev landets talrige nomader (i autonomiens navn) tvunget til at arbejde i kollektivbrug eller som industriarbejdere. Da sovjetstaten brød sammen i 1991, genoptog mange livet som nomader - nogle med glæde andre af nødvendighed. De fleste lever nu som deltidsnomader, hvilket vil sige, at de kun bor på de højtbeliggende græssletter med deres dyr i de varmeste måneder af året, dvs fra maj til september. De heldige finder sig et arbejde i byen i den kolde tid. Men arbejdsløsheden er generelt høj.
På min vej op gennem dalen Isik-Ata mødte jeg den joviale hr. Rosta med familie. De havde været på picnic oppe i bjergene. Nu på tilbagevejen havde de købt honning hos en af de talrige biavlere, som holder til i den nederste del af dalen. Blomsterne, der står i flor fra maj til juli, er blomstret af nu, men honningen skal også slynges og sælges, så biavlerne har rigeligt at lave. Rosta gav mig iøvrigt generøst sit mobilnummer, så jeg kunne ringe efter hans hjælp, hvis behovet opstod. Rostas to teenage børn ville ikke med på fotoet. De syntes (som det vel åbenbart står foreskrevet i "Håndbog for Teenagere") at far var pinlig :-)
På denne rejse har jeg valgt at være englænder, for alle jeg møder ser helt blanke ud, når jeg siger "Denmark". Når jeg, på mine tidligere rejser, skulle forklare, hvad "Denmark" var for et land, kunne jeg bare sige "Brian Laudrup", så lyste de fremmede ansigter op i euforisk begejstring. Den går desværre ikke mere, kære Brian - Your 15 years of fame is over! Desuden interesserer kirgiserne sig ikke meget for fodbold; de har deres egne traditionsbundne sportsgrene, hvoraf de fleste udøves siddende på en hesteryg.
Hvert andet år afholdes der
World Nomade Games i Centralasien. I 2018 fandt begivenheden sted ved bredden af Isyyk Kul her i Kirgisistan. Næste år er det tyrkernes tur. Arven fra Djengis Khan fornægter sig ikke; mange discipliner foregår til hest og er krigsrelateret. Hestevæddeløb, brydning til hest, bugeskydning fra hest osv. En mere 'fredelig' disciplin er kvindernes gymnastik-opvisning. På hesteryg, naturligvis :-) Og så har de en meget sjov konkurrance der går på, hvor hurtigt man kan rejse et jurte-telt. I den disciplin består de deltagende hold ofte af familiemedlemmer.
Camping ved den vandrige, brusende flod Chuy. Jeg stoppede egentlig kun for at holde frokost i det grønne, men stedet ved flodens bred var så indbydende, at jeg valgte at blive natten over.
Midt på eftermiddagen fik jeg besøg af en flok glade sejlere..
Af naturlige årsager blev de imidlertid kun et kort øjeblik :-)
Et par dage senere slog jeg lejr ved bredden af søen Isyyk Kul. Søen, der ligger 1600 m.o.h og måler 160 x 60 km, er en af de største alpine søer i verden. Navnet betyder "varm sø", og det skal tages helt bogstavligt, for selv under de ofte meget kolde vintre fryser søen ikke til. Videnskaben siger, at det skyldes termisk aktivitet under søbunden. De lokale har altid ment, at der var sprækker i bunden helt ind til jordens indre. Hvilket vel næsten er det sammen. Jeg befinder mig altså i et jordskælvsfølsomt område... øh...spændende!
Lige nu ånder alt dog fred og idyl her ved søens bred.
Jurter er de traditionelle centralasiatiske telte, som er beklædt med filt fremstillet af fåreuld. Disse flotte eksemplarer, som jeg fandt ved Isyyk Kuls søbred, bruges ikke på traditionel nomadevis, men lejes ud til os turister. I regn og blæst benytter nutidens jurtefolk moderne teknologiske velsignelser som fx plastfolie og nylonreb. Det gør de klogt i, for vi moderne vestlige turister er måske nok romantisk indstillede, men kun for såvidt det ikke drypper på vores dyre gåseduns-soveposer.
Hav tålmodighed. Beretningen fortsætter, når jeg om et par uger når Naryn, den næste større bebyggelse på min cykelrejse gennem Kirgisistans bjerge.
Claus
Rejsebrev nr. 2 kan læses
her.
